Selvom der er tale om ikke-FSC-certificerede skove, betyder FSC's Policy for Association, at en virksomhed mister sit/sine FSC-certifikat(er), hvis den bryder grundlæggende regler om beskyttelse af natur og mennesker i dens ikke-FSC-certificerede områder.
Vietnam Rubber Groups (VRG) datterselskaber i Cambodia har stået bag en lang række skadelige aktiviteter i deres ikke-FSC-certificerede skove. Det er resultatet af en grundig undersøgelse FSC har foretaget på baggrund af en klage over virksomheden. Derfor dissocierer FSC sig fra VRG fra dags dato, d. 26/10-2015, og alle virksomhedens FSC-certifikater ophører derfor d. 26/1-2015.
Undersøgelsen viste, at VRGs datterselskaber har udført følgende uacceptable handlinger i cambodianske skove:
- Illegal skovhugst og handel med illegale træ- og skovprodukter
 - Overtrædelse af traditionelle- og menneskerettigheder
 - Ødelæggelse af skovområder med høj bevaringsværdi
 - Betydelig omlægning af skov til plantage eller ikke-skovrelateret brug
 
Selvom overtrædelserne er begået af datterselskaber viser undersøgelsen, at VRG vidste at overtrædelserne fandt sted, uden at foretage sig noget for at forhindre det. Desuden har VRG draget direkte fordel af overtrædelserne. Derfor anser FSC VRG som ansvarlig for datterselskabernes handlinger og de negative sociale, miljømæssige og økonomiske konsekvenser, som de har medført.
Store skader i Cambodia
Den oprindelige klage over VRG kom fra NGO’en Global Witness. FSC's undersøgelse af klagen viste, at VRGs datterselskaber havde forvoldt stor skade på både mennesker og skov i Cambodia. Flere hundreder eller tusinder af mennesker er blevet frataget retten til deres jord, i mange tilfælde helt uden kompensation. I de tilfælde, hvor kompensation er blevet tilbudt, er ejerne blevet tvunget til at acceptere selskabernes utilstrækkelige tilbud, som var ca. 10 gange lavere end den egentlige værdi.
Mange af de områder hvor afskovningen og omlægningen har fundet sted, er desuden hjem for en stor biodiversitet, herunder mange sjældne arter og blev anset for at spille en nøglerolle i bevarelsen af biodiversitet i regionen. Den ulovlige skovhugst har desuden kostet den cambodianske stat flere millioner dollars i skatteindtægter.
FSC tager hånd om klagen
”Beslutningen om at dissociere os fra en FSC-certificeret virksomhed er altid svær, men vores prioritet er at opretholde FSC's integritet og troværdighed. Når vi finder beviser for aktiviteter, som er i modstrid med FSC's værdier, sørger robustheden i FSC Policy for Association og den grundige og upartiske måde vores konfliktløsningssystem fungerer på, at der bliver taget hånd om problemerne” siger FSC's generalsekretær Kim Carstensen.
”Vi er dog glade for at VRG har vist interesse for at forblive i dialog med FSC om vejen mod at ophæve dissocieringen, for det er altid vores intention at hjælpe virksomheder med at forbedre deres aktiviteter til gavn for miljøet og lokalsamfundet.” Tilføjede Kim Carstensen.
FSC har defineret en række kriterier, som VRG skal leve op til, hvis det skal komme på tale at ophæve dissocieringen. Disse kan findes her sammen med mere information om sagen, herunder en opsummering af sagen og den offentlige version af rapporten om klagen. 
