FSC-mærkede varer er et godt sted at starte for danske virksomheder, der vil købe bæredygtigt ind. For de bør indlede deres bæredygtige indkøb der, hvor det er enkelt, sagde Rikke Dreyer på Udbudsdagen, som fandt sted på Børsen i København i slutningen af november. Hun er chefkonsulent for Samfundsansvar i SKI, Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S, og formand for Forum for Bæredygtige Indkøb.
Mangel på viden er en barriere
Rikke Dreyer fortalte videre, at indkøbere i det offentlige såvel som det private svarer, at manglende viden er den væsentligste barriere for grønne indkøb. Et af rådene, hun gav, var, at det er enkelt at starte på områder som papir, tryksager, rengøring og hygiejneprodukter. I de varegrupper findes der nemlig et stort udvalg af miljømærkede varer, og Rikke Dreyer fremhævede særligt FSC-mærket sammen med Blomst- og Svanemærkningsordningerne.
Læs flere råd fra Rikke Dreyer her.
FSC Danmark hjælper med viden
Hos FSC Danmark er vi glade for at blive nævnt i Rikke Dreyers anbefaling. Vi bruger en stor del af vores arbejde på at bryde den barriere, som mange indkøbere oplever, og hjælper mange virksomheder med viden og rådgivning om FSC.
Der ligger en vigtig opgave i at fremme bæredygtigt indkøb i både det offentlige og det private, og fra 2014 indleder FSC Danmark en fokuseret satsning på at øge byggebranchens brug af bæredygtigt træ. Det sker med det treårige projekt ”Bæredygtigt tropisk træ i den danske byggebranche”, som finansieres af fondsmidler fra Danida (se omtale i sidste uges nyhed om emnet).
Forsøg med bindende indkøbsaftaler
En del af projektet handler om at samarbejde med tre testkommuner i et forsøg, hvor den eksisterende, frivillige, offentlige indkøbsvejledning gøres bindende i deres byggeprojekter i en treårig periode. Erfaringerne fra projektet skal bruges til at styrke det grønne offentlige indkøb i fremtiden. I en anden del af projektet vil FSC Danmark samarbejde med en række private og halvoffentlige bygherrer om, at de forpligter sig til at indføre indkøbspolitikker, der også baserer sig på den offentlige indkøbsvejledning.
Formålet med FSC Danmarks Danida-projekt er på den ene side at skabe grøn vækst i udviklingslande. Det skal gøres ved at øge efterspørgslen på særligt mindre kommercielt anvendte, tropiske træsorter og træ med oprindelse i mindre skovbrug og fra mindre producenter. På den anden side er det FSC Danmarks målsætning at løfte Danmark op i eliten af bæredygtigt byggeri på verdensplan.
Fremtiden for grønne indkøb
Rikke Dreyer vurderer, at indkøb i danske virksomheder og det offentlige har potentiale til at bidrage til at løse de udfordringer, vi står over for på miljø- og klimaområdet, men også i forhold til vækst og beskæftigelse.
”Jeg tror personligt, det vil være kendetegnende for fremtidens grønne og bæredygtige indkøb, at de løftes ind i den samlede indkøbsstrategi, så den i stigende grad bidrager til at skabe udvikling, innovation og overskud for den tredobbelte bundlinje – den grønne, den sociale og den økonomiske,” lød det fra Rikke Dreyer på Udbudsdagen.
