Træ er mere end flot
Træ findes overalt i vores omgivelser, hvor det pryder både indendørs og udendørs. Vi bruger det til at bygge vores huse og i husene, når vi køber inventar, møbler og brugsgenstande. Det er der ikke noget nyt i.
Men at træ også har den enestående egenskab, at det lagrer CO2, er måske ikke så velkendt. Det betyder, at træ er med til at reducere verdens CO2-udledning, som betragtes som hovedårsagen til de globale klimaændringer. Samtidig er der få andre materialer, der er miljøvenlig i samme grad som træ, uanset om det anvendes til energifremstilling eller til produkter.
Træ reducerer og binder
Materiale- og produktvalg er derfor områder, hvor vi som forbrugere kan gøre en indsats for at reducere CO2-udslippet. Og i den forbindelse er træ som produktvalg unikt. Der er nemlig to måder at reducere CO2 på: Enten ved at reducere udledningen eller binde den – altså ved at reducere CO2-udslippende kilder og binde CO2, så det ikke kommer ud i atmosfæren. Træ mestrer begge dele.
At træ kan reducere CO2-udledning viser følgende eksempel: Produktionen af 10 vinduer ved brug af stål og aluminium som bærende konstruktion udleder over 4 ton CO2. Vælger man derimod træ som bærende materiale udledes der kun et halvt ton CO2.
Træets CO2-bindende egenskaber er også gode. Træprodukter og træ lagrer nemlig CO2. Jo længere tid træproduktet/træet er i brug, jo mere effektiv er lagringen. På denne måde fremmer brugen af træprodukter lagringen af CO2. Træ binder ca. 1 ton CO2 og frigiver 0,7 ton O2 (ilt), når det vokser 1 m3. Træprodukter tæller alt fra papir til konstruktionsmateriale i bygninger.
Du kan læse mere om træets rolle som CO2-bank her.
Kilde: Udviklingscenter for Møbler og Træ
