CoC-projektcertificering

Det Maritime Ungdomshus, København, opført i FSC-træ (© Paolo Rosselli)© Paolo RosselliEn CoC-projektcertificering bruges til enkeltstående byggeprojekter, hvor der skal bruges FSC-certificeret træ. 

Læs mere herunder.


Hvad er en CoC-projektcertificering?

Under enkeltstående projekter, hvor der skal bruges FSC-træ, kan man ofte nøjes med en CoC-projektcertificering. Et projekt defineres som et enkeltstående byggeri eller renovering. CoC-standarden for projektcertificering (FSC-STD-40-006) fastlægger kravene for anvendelsen af FSC-certificeret træ samt produkter, som er lavet af 100 % post-consumer genbrugsmateriale. Det er relevant at få en FSC-projektcertificering, hvis du som projektleder eller ejer vil bruge FSC’s varemærker (”FSC”, ”Forest Stewardship Council” el. FSC-logoet) til at markedsføre, at der anvendes FSC-certificeret materiale til et projekt.

En projektcertificering er mindre omkostningsfuld og mindre krævende end en normal FSC CoC-certificering, fordi den indeholder et minimum af krav til fx adskillelse af certificeret og ikke-certificeret træ. I hovedtræk indebærer en projektcertificering, at et byggeprojekts indkøb og byggeplads kontrolleres af et uafhængigt certificeringsfirma med henblik på at sikre, at der kun bruges FSC-træ til de dele af projektet, hvor dette er foreskrevet.

Med en projektcertificering kan FSC's varemærker bruges til at brande et byggeri som FSC-certificeret i offentligheden. Samtidig kan en projektcertificering sikre, at indkøbsprocessen følger FSC's regler, og at der ikke sker fejl, så ikke-certificeret træ ender i den del af byggeriet, som skal være FSC-certificeret.

For at komme i gang med projektcertificering skal du kontakte et certificeringsfirma.

Mange FSC-certificerede projekter?

Hvis du jævnligt har byggeriprojekter, hvor der skal bruges FSC-certificeret træ, er det en rigtig god idé at blive FSC-certificeret på normal vis. Det kan spare dig både tid og penge. Alternativt skal du nemlig have en ny projektcertificering for hvert projekt, du igangsætter. 

Læs mere om CoC-certificering her

© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208