FSC's opbygning og struktur

FSC har en unik demokratisk opbygning som organisation og et finmasket kontrolsystem, som gør FSC til en stærk samarbejdspartner og et robust certificeringssystem.

FSC's opbygning og struktur

FSC som organisation

FSC (Forest Stewardship Council) er en international ikke-statslig non-profit organisation med hovedkontor i Bonn i daglig tale FSC International, og med lande- og regionale kontorer mange steder i verden. F.eks. i Danmark (FSC Danmark).

Både internationalt og nationalt er FSC-organisationerne foreninger af stemmeberettigede medlemmer, der ligeligt repræsenterer sociale, økonomiske og miljømæssige interesser. Medlemmerne repræsenterer typisk NGO'er, fagforeninger, oprindelige befolkningsgrupper, brancheorganisationer, skovejere, virksomheder i træ- og papirbranchen og større brands. Medlemmerne er inddelt i tre kamre: et socialt, et økonomisk og et miljømæssigt kammer. Hvert kammer har lige stor stemmevægt, når der tages beslutninger om stort og små til generalforsamlingerne, og denne ligelige fordeling af magten er en af grundpillerne i FSC. Det giver nemlig mulighed for bred dialog og solide beslutninger på tværs af interesser.

FSC er en dialogplatform for vigtige beslutninger

 

FSC International

FSC's moderorganisation og internationale sekretariat er placeret i Bonn i Tyskland. Det internationale hovedkontor ejer FSC's varemærker og er bl.a. ansvarlig for at vedligeholde, udvikle og forbedre FSC-standarderne, udbrede certificering i skovene og leverandørkæderne, igangsætte markedsføringsinitiativer, lave varemærkebeskyttelse og støtte de nationale FSC-kontorer. FSC International står også for de større udviklingsprojekter inden for FSC og koodinerer mange indsatser med FSC-kontorerne, som er tæt på de lokale markeder og interessenter. FSC Internationals sekretariat refererer til den internationale bestyrelse, som består af et bredt udsnit af interessenter inden for ansvarlig skovdrift fra nord og syd, og den internationale generalforsamling.

FSC's internationale generalforsamling og bestyrelse

FSC's internationale bestyrelse er sammensat, så den består af samme antal personer fra hvert af FSC's tre kamre, så der kommer en ligelig fordeling af sociale, økonomiske og miljømæssige interesser. Derudover skal der være en ligelig repræsentation fra syd og nord.

De store beslutninger inden for FSC sker formelt, når FSC International hver tredje år samler NGO’er, skovejere, virksomheder og andre organisationer til vores internationale generalforsamling. Her stemmes der om medlemmernes egne forslag til, hvordan FSC skal se ud i fremtiden. Afstemningen foregår efter et sindrigt system, hvor hvert kammers stemmer vægtes lige højt, uanset hvor mange medlemmer der er i de enkelte kamre, og hvor stemmerne samtidig balanceres mellem medlemmer fra den nordlige og sydlige halvkugle. Et forslag skal have mindst 2/3 positive stemmer på tværs af kamrene blandt de stemmeberettigede og samtidig mere end 50 % positive stemmer i hvert kammer for at blive vedtaget.  

Dette system er med til at sikre afbalancerede beslutninger omkring FSC og ansvarlig skovdrift med både miljømæssig, social og økonomisk opbakning.

FSC kræver afbalancerede beslutninger

 

FSC-organisationer i verden

FSC Danmark, sommeren 2021FSC har nationale og regionale sekretariater og kontaktpersoner i rigtig mange lande. De enkelte FSC-organisationer er for det meste selvstændige og selvfinansierende foreninger godkendt af FSC International til at udbrede FSC lokalt og regionalt og samarbejder med hinanden og FSC International. En del af midlerne, som certificerede virksomheder og skovejendomme betaler i administrationsafgift til FSC International, går til FSC-sekretariaterne rundt om i verden. For FSC Danmark er der tale om et mindre tilskud, og ligesom de fleste af vores søsterkontorer, så finansieres vi primært gennem frivillige medlemskontingenter og fondsmidler. FSC-sekretariaterne refererer ligesom vores hovedorganisation FSC International til en bestyrelse sammensat af forskellige interessenter og en generalforsamling. Hvert FSC-kontor har sin egen FSC-licenskode, og FSC Danmarks er FSC® F000208.

Læs mere om FSC Danmarks historie her.

FSC's certificeringssystem

FSC godkender ikke selv certificeringsorganerne, som udsteder og kontrollerer FSC-certifikater, og udsteder og kontrollerer heller ikke FSC-certifikater.

FSC's certificeringssystem er bygget op på følgende måde:

  • FSC ejer FSC-varemærkerne og udvikler/vedligeholder FSC-standarderne for certificering i samarbejde med en bred vifte af interessenter.
  • FSC har valgt at samarbejde med akkrediteringsorganet Assurance Services International (ASI), som godkender uafhængige virksomheder eller organisationer som FSC-certificeringsorganer og kontrollerer dem. ASI er også akkrediteringsorgan for certificeringsordninger som RSPO, MSC og ASC.
  • De uvildige FSC-godkendte certificeringsorganer udsteder certifikater til skove og virksomheder og kontrollerer dem årligt via on site audits.

På den måde er der en opdeling mellem dem, som udvikler standarderne (FSC-organisationen), dem som godkender certificeringsorganerne (ASI), dem som certificerer skovdrift og virksomheder (certificeringsorganerne) og virksomhederne, der certificeres.

Dette er med til at sikre uvildighed, troværdighed, robust kontrol og høj kvalitet i FSC-certificeringerne. Med ét certificeringsorgan sikres det også, at det er den samme organisation med stor erfaring og kompetence, der varetager kontrollen af certificeringsordningerne på tværs af landegrænser.

FSC-audit i Danmark

 

Mere information

FSC - en robust certificering

Når man vælger en ekstern mærknings- og certificeringsordning, er det essentielt, at den er troværdig og robust. En bred skare af interessenter skal inddrages og have medbestemmelse, når kriterierne bag ordningen fastsættes eller opdateres. Ordningen skal også sikre, at det stærkest mulige kontrolsystem er sat op for at sikre, at kravene bag standarden overholdes år efter år.

FSC's indsats har global effekt

FSC er en global certificeringsordning, og selvom man måske producerer eller køber produkter lavet af træ fra Danmark, har efterspørgsel på FSC en global effekt. Når man køber FSC-certificerede produkter, er man nemlig med til at støtte FSC’s arbejde for at skabe en bæredygtig udvikling i verdens skove med særligt fokus på verdens mest udsatte skovområder.

FSC nyder stor og bred opbakning

FSC-mærket er som det eneste af sin slags skabt af både miljøorganisationer, sociale organisationer og virksomheder i et lige og demokratisk fællesskab. Det er helt afgørende for vores mission om at sikre ansvarligt drevne skove for nuværende og kommende generationer.

FSC og mennesker

FSC Danmark modtager ofte spørgsmål om, hvad forskellene er på FSC og andre ordninger til certificering af ansvarlig skovdrift. Nedenfor er en liste over de karakteristika og krav, som adskiller FSC fra andre ordninger med samme formål.

Et stærkt FSC for fremtiden

FSC er den certificeringsordning i verden, som forbrugere og virksomheder har mest tillid til. Det er vi, fordi vi tager vores integritet og kvaliteten i vores løsninger meget seriøst. Hvis vi gerne vil blive ved med at nyde den tillid, skal vi blive ved med at udvikle nye løsninger og bruge den nyeste teknologi til at gøre certificering nemmere, mere sikker og billigere. Men vi skal også arbejde hårdt og fokuseret på, at vores mærke ikke misbruges, og at man nemt kan klage og blive taget seriøst, hvis man oplever ting, der er, som de ikke bør være. Har du spørgsmål eller feedback til emnet, så kontakt os gerne. 

Hvad gør FSC unik?

FSC var den allerførste pioner indenfor certificering af skov og har mere end 25 års erfaring med ansvarlig skovdrift. Udover at være den ældste certificeringsordning er vi også den mest ambitiøse og i naturlig forlængelse deraf også den ordning, som nyder størst tillid fra forbrugere, NGO'er og virksomheder verden over.