
En skov er mere end træer
De danske skove er en fantastisk ressource for det danske samfund og bidrager med vigtige materialer til en lang række sektorer. Samtidig ved vi, at naturen (biodiversiteten) i bestemte skovområder er i en meget ugunstig tilstand. Der findes hundredvis af truede dyre- og plantearter i vores skove. FSC handler om at finde den gode balance mellem at bruge skovene til gavn for os som mennesker og sikre, at der fortsat er levesteder for de mange dyr, planter og svampe, der er afhængige af skovene. Det er positivt, at vi ser en vækst i skovarealet, og at det er blevet populært at plante træer, men vi må ikke glemme, at en skov er mere end træer og CO2-binding.

I FSC Danmark arbejder vi for, at biodiversiteten får bedre vilkår i de danske skove, så vi får artsrige skove fulde af liv. FSC-skovcertificering indebærer, at en række krav til beskyttelse af biodiversitet skal være opfyldt lige fra urørt skov og områder med særlige biodiversitetshensyn til bevaring af træer til henfald og beskyttelse af truede arter og deres levesteder.
Med andre ord er FSC-certificering et vigtigt redskab til at tage særlige hensyn til natur og biodiversitet i de drevne danske skove og en inspirationskilde uden for de certificerede arealer. Vi oplever, at rigtig mange skovejere, skovorganisationer og NGO'er arbejder seriøst for at øge biodiversiteten i de danske skove, og vi bidrager med vores del af løsningen.
FSC hjælper vandet
Skov og vand hænger unægteligt sammen. Skove kan beskytte vores grundvand mod forurening, og det er en af grundene til, at vi ser flere og flere skovrejsningsprojekter over hele landet. Samtidig er vand i skovene en afgørende faktor for mere vild natur og biodiversitet. FSC stiller flere krav, som forhindrer forurening og bidrager til vand i skovene. FSC-certificerede skovejere skal undgå at bruge pesticider til bekæmpelse af eksempelvis skadedyr og må ikke bruge pesticider, der er forbudte ifølge FSC’s pesticidpolitik. FSC's pesticidpolitik er mere striks end almindelig lovgivning på området. Skovejerne er herudover forpligtet til at beskytte drikkevand, grundvand og boringsnære beskyttelsesområder.

FSC kræver også, at skovdriften ikke har negative konsekvenser for mængden af vand og vandkvaliteten i skoven. Skovejerne skal beskytte eller genoprette naturlige vandløb og vådområder såsom bække og søer.
Lige løn for samme arbejde
Et andet essentielt aspekt for os i FSC Danmark er, at alle arbejderne i skoven får en ordentlig løn, det er muligt at leve af i Danmark – uanset om de kommer fra Danmark eller et andet land, og uanset om de er ansat af skovejeren eller en (under)entreprenør. Derfor har vi som den første certificeringsordning til skovdrift i Danmark indført kædeansvar og dermed et krav om, at skovejeren skal sikre, at alle skovarbejderne får lønninger, der svarer til eller overstiger gældende overenskomst på området.
Herudover er det også et krav, at skovarbejderne er omfattet af en relevant overenskomst eller ansat på overenskomstlignende vilkår.

Mere information






