jul

Vi slap ikke helt for COVID-19, men 2021 blev året, hvor vi igen kom ud i den virkelige verden og i langt mindre grad skulle bruge Teams og Zoom. Teams og Zoom er effektivt til undervisning og korte møder, og vi har haft mange gode af slagsen i løbet af året. Men det er ude i den virkelige verden, at vi flytter holdninger og inspirerer - og selv bliver inspireret. Det er der, vi for alvor øger opmærksomheden på FSC og ansvarlig brug af verdens skove. Så lad os håbe, at de restriktioner, vi oplever nu, bliver en kort og let omgang.

Heldigvis bød 2021 på mange muligheder for at være fysisk til stede. Siden maj har vi næsten månedligt været aktive på messer og konferencer og genoptaget fysiske mødeaktiviteter. Og det har været møder med kvalitet. For uanset om det er digitalt eller face-to-face, mærker vi ligesom i 2020, at interessen for at flytte sig op ad bæredygtighedsstigen er tårnhøj. Langt de fleste af de mennesker, vi mødes med, vil gerne engagere sig dybt i CSR, lave reelle forandringer internt og eksternt, og de vil gerne fortælle verden om, hvad de laver. Det er en fornøjelse at bidrage med vores del, og det giver os en enorm arbejdsglæde og travlhed.

VOKSEVÆRK OG NYE PROJEKTER
2021 blev derfor også året, hvor FSC Danmark-sekretariatet havde vokseværk og gik fra seks til syv fuldtidsansatte og ser frem imod at vokse igen i starten af det nye år. Det betyder et endnu mere aktivt FSC Danmark i 2022 og årene fremefter, og det vil I komme til at mærke. Vi har opstartet nye projekter, blandt andet inden for mode- og byggebranchen, så vi sammen kan hæve barren for brug af bæredygtigt træ, papir og andre skovbaserede materialer.

2021 var et godt og travlt år for FSC Danmark. Vi glæder os til 2022 og årene frem, hvor de mange bæredygtighedsambitioner fra virksomheder, politikere og organisationer skal omsættes til virkelighed, og vi er klar til at løfte vores del af arbejdet og hjælpe, hvor vi kan, med at omdanne ambitioner til handling.

papir

FRA 50 TIL 80%: MILEPÆL FOR FSC-PAPIR I DANMARK
Der var ikke gået mange dage i 2020, før den første gode nyhed inden for den grafiske branche dukkede op. Grakom meldte i januar ud, at alle tilbudsaviser produceret i Danmark fremadrettet vil være Svane- og FSC-mærkede samt kunne blive klimaberegnet med ClimateCalc. Senere på året nåede vi en anden "grafisk milepæl", da vi gennem en rundspørge hos danske papirgrossister i samarbejde med Grakom estimerede, at 80 procent af det samlede papirsalg til danske trykkerier er FSC-certificeret. Samme rundspørge i 2016 viste en FSC-andel på 50 procent. Nu skal vi bare have mærkningen af tryksager op på samme niveau, så læserne også kan se, at papiret har et ansvarligt ophav. Grakom, papirleverandørerne og trykkerierne har gjort forarbejdet, og sammen skal vi inspirere kunderne til at vælge mærket til, når de bestiller tryksager.

Vi har især i sidste halvdel af 2021 oplevet en enorm interesse for mærkning af emballageprodukter fra danske virksomheder. Interessen strækker sig over produkt-, display-, forsendelsesemballager og andre sekundære materialer af træfibre. Interessen har blandt andet betydet, at vi har udviklet specifikke guides til området, og vi afholdte i december det mest velbesøgte webinar i FSC Danmark-regi med over 100 deltagere, der gerne ville høre mere om mærkning af emballager og FSC-leverandørkæder. Vi forventer, at interessen for mærkning af emballager også smitter af på almindelige tryksager over tid.

home

NYT FSC-PROJEKT I DEN ALMENE BOLIGSEKTOR
I de næste 5 år vil vi arbejde målrettet på at øge mængden af træ fra dokumenterbart bæredygtigt drevne skove i det almene boligbyggeri i Danmark og Holland. Projektet hedder HOME for the future og har opnået støtte igennem EU-life programmet.

I projektet skal vi hjælpe boligforeninger med at udvikle retningslinjer for nybyggeri, så de almene boliger, der bygges fremadrettet, udnytter træs fordel som materiale; bliver mere fleksible, lettere at renovere, giver bedre indeklima og efterlader et mindre CO2-aftryk.

De næste 5 år vil vi undersøge og afprøve nye bæredygtige løsninger med fokus på at anvende træ fra ansvarlige kilder og bruge træet på en fornuftig og fremtidssikret måde. Det er ambitiøst og kræver et bredt samarbejde med eksisterende initiativer, videnscentre, byggebranchen og selvfølgelig boligforeningerne selv. Vi glæder os til at smøge ærmerne op og arbejde sammen med alle de gode initiativer, der allerede er på området, så vi sammen kan øge andelen af træ i dansk byggeri så hurtigt som muligt.

mode

FSC DANMARK LEDER INTERNATIONALT MODEPROJEKT
I de næste tre år sætter vi også særligt fokus på mode- og tekstilbranchen, når vi tager hul på det internationale projekt "Fashion x FSC", som vores sekretariat står i spidsen for. Projektet skal sikre, at modeindustrien i stigende grad stiller krav til bæredygtig oprindelse af den viskose og naturgummi, de bruger.

Viskose og naturgummi er effektive materialer, som vi allerede kender fra modebranchen i form af tøj, tilbehør og sko. Det er dog langt fra alle materialerne, der bruges i dag, som kommer fra bæredygtigt drevne skove, og der er samtidig en stigende efterspørgsel på materialerne. Det er derfor vigtigt, at der sker en markedsudvikling henimod flere certificerede råvarer og producenter, og det skal projektet bidrage til.

I Danmark har vi allerede taget de første skridt på vejen mod mere FSC-certificeret viskose og naturgummi og arbejdet med tekstilbranchen de sidste par år. Vi er et af de lande, hvor allerflest modevirksomheder engagerer sig i FSC. Med projektet vil vi udbrede vores arbejde og viden til andre nationale og regionale kontorer og styrke samarbejdet med danske interessenter. Projektet vil også gøre det muligt for os at arbejde målrettet med at sikre, at FSC's løsninger inden for især digitalisering og data er relevante for modebranchens udtalte behov, samt at vi finder løsninger på, hvordan FSC kan bidrage til den cirkulære omstilling i modebranchen.

ramtne

PILEN PEGER PÅ MERE DANSK FSC-CERTIFICERET SKOV
Certificering af danske skovejendomme er mere på dagsordenen end nogensinde. Med krav til bæredygtig biomasse, kortlægning af naturmæssigt særligt værdifulde skovarealer i private skove, efterspørgsel fra træindustrierne på certificeret dansk træ og skovorganisationer, der er helt med fremme, når det gælder certificering af skovejendomme i praksis, peger pilen på mere dansk certificeret skov. Det er naturligvis en udvikling, vi støtter op omkring og hjælper så meget på vej som muligt særligt gennem dialog og samarbejde med aftagere af dansk træ, skovejerne og organisationer/virksomheder, der tilbyder FSC-gruppecertificering. Især gruppecertificering betragter vi som en potentiel god løsning til FSC-certificering af flere danske skovejendomme, da den gør det nemmere for den enkelte skovejer at være certificeret og passer godt til ejerstrukturen i danske skove.

Med støtte fra Nine United-fonden afholdte vi i oktober en velbesøgt workshop i Ramten Skov, hvor fokus var på naturhensyn i driften og certificering. Der var oplæg fra bl.a. WWF Verdensnaturfonden, Skovdyrkerne og HedeDanmark krydret med en tur i skoven, så vi fik mange perspektiver på skovdrift og naturhensyn. Vi håber, at vi med flere af den slags arrangementer kan øge opmærksomheden på certificering som en god måde at dokumentere og sikre bæredygtige tiltag i skovdrift.

FSC Logo

2020 I TAL OG TENDENSER
Trods store logistik- og forsyningsmæssige udfordringer i rigtig mange leverandørkæder, så fortsatte den positive udvikling i FSC-nøgletallene.

  • Det FSC-certificerede skovareal rundede 230 mio. 1. december og er steget med 9 mio. ha. svarende til 4 % det seneste år.
  • 1. december rundede vi også 50.000 sporbarhedscertifikater svarende til en årsstigning på 11%. Ca. samme stigning ses for antallet af sporbarhedscertificerede enheder totalt set, hvilket inkluderer medlemmer af gruppecertificeringer (individuelle virksomheder) og medlemmer af multisite-certifikater (forskellige selskaber under samme ejerskab). Det tal var 1. december 2021 godt 78.900 virksomheder og andre enheder.
  • I Danmark rundede vi ved indgangen til december 361 FSC-CoC-certifikater svarende til en stigning på 14% og 43 nye certifikater. Totalt set dækker certifikaterne 978 virksomheder og enheder, når vi tæller gruppemedlemmer og multisite-enheder med svarende til en stigning på 11 % det seneste år.
  • 1. december 2021 havde 108 danske virksomheder en FSC-varemærkelicens (primært forhandlere med licens til at promovere FSC-mærkede produkter med FSC-logo osv. i markedsføring og kommunikation). Det svarer til en årsstigning på 8%.
  • FSC-skovarealet i Danmark er ca. 139.792 ha. svarende til 22% af det danske skovareal. Herudover er et lysåbent areal på ca. 87.000 ha inkluderet i Naturstyrelsens FSC-skovcertifikat, hvilket giver et samlet FSC-areal i Danmark på 226.792 ha. skov.

Kigger man nærmere på vores opgørelser for første, andet og tredje kvartal, så har vi både set en vækst i certificeringen af mindre virksomheder (under 15 årsværk), som typisk certificeres via en gruppecertificering, og øvrige virksomhedsstørrelser. Det er særligt virksomheder inden for møbel- og designbranchen, som er blevet certificeret, men FSC vækster også i byggebranchen og den grafiske sektor, og så bliver flere og flere leverandører af produkter til detailsektoren også certificeret.

Med disse ord vil jeg runde af og sige tak for et rigtig godt 2021, hvor vi kom på omgangshøjde med tidligere års aktivitetsniveau - næsten da. Vi glæder os til at arbejde sammen med alle vores samarbejdspartnere i 2022, hvor vi har masser af spændende aktiviteter og projekter, som skal afvikles.

Bemærk, at vi holder kontoret lukket fra onsdag d. 22. december til og med mandag d. 3. januar.

Rigtig glædelig jul og et godt nytår til jer alle!