BKR2

BITTE KAI RAND er blevet medlem af FSC Danmark bl.a. for at få sparring omkring deres FSC-certificering og FSC som redskab i deres overordnede bæredygtighedsarbejde. Modebrandet lægger mange overvejelser i, hvordan de kan producere tøj med en lav miljøbelastning:

BITTE KAI RAND blev FSC-certificeret med et ønske om at tage ansvar for vores adfærd og det aftryk, som vores produkter efterlader. Vi har derfor forpligtet os til at reducere vores miljømæssige fodaftryk både i vores drift og hele vejen ned igennem værdikædenfortæller Indkøbschefen hos BITTE KAI RAND, Anja Møller Christensen.

FSC-certificeringen bliver for alvor tydelig i deres arbejde med viskose. De har valgt at arbejde med fiberen og sætte FSC-certificeret viskose i produktion. I januar 2022 bliver det altså muligt at købe kjoler, bluser og skjorter i FSC-certificeret viskose online og i deres butikker. Dette er et arbejde, de vil føre videre, og de har et mål om, at alle BITTE KAI RAND viskoseprodukter er FSC-certificerede inden udgangen af 2025.

BKR

Kunder efterspørger bæredygtighed
BITTE KAI RAND oplever en stor interesse for bæredygtige produkter fra deres kunder. Anja Møller Christensen fortæller:

“Bæredygtighed betyder meget for vores kunder, og derfor ser vi det som vores rolle at gøre det nemt at vælge FSC-certificerede produkter, så vores kunder også kan være med til at sikre omtanke for naturen, dyrelivet og menneskerne i skoven.”

Certificering er en af modebrandets tiltag mod en mere bæredygtig produktion. En anden vigtig bæredygtighedsfaktor er produkternes holdbarhed. Tøjet skal kunne holde længe, og forbrugeren skal synes, at tøjet er relevant. Derfor er det vigtigt for BITTE KAI RAND at designe og fremstille tøj, hvor håndværket og kvaliteten er i top, så forbrugeren kan beholde tøjet i mange år.

BITTE KAI RAND er bevidste om, at alle menneskelige aktiviteter udgør en belastning for miljøet, og de ved, at klimaregnskabet aldrig kan gå helt i nul. Men de har nu taget nogle vigtige beslutninger med et mål om at mindske miljøbelastningen.

I FSC Danmark byder vi BITTE KAI RAND varmt velkommen som medlem!

Om BITTE KAI RAND
BITTE KAI RAND blev grundlagt i 1981 og er siden da blevet en af dansk modes mest toneangivende modehuse. De har en vision om, at det skal være nydelsesfyldt, ukompliceret, behageligt og sjovt at klæde sig på hver eneste dag. BITTE KAI RAND bliver solgt til det meste af verdenen og deres primære markeder er Danmark, Sverige, Norge, Island, Finland, Tyskland, Belgien, Holland, Polen, England, Irland, USA og Rusland. Læs mere om BITTE KAI RAND på deres hjemmeside her.