FSC Danmarks direktør, Søren Dürr Grue, glæder sig over engagementet fra de danske papirgrossister, og fortæller i forbindelse med en artikel udgivet af FSC Danmarks medlem GRAKOM, hvordan udviklingen også er et udtryk for et generelt ønske om dokumenteret bæredygtighed fra både virksomheder og forbrugere.
“Vi glæder os over de nye tal og det arbejde, som de FSC-certificerede papirgrossister har gjort for at øge papirandelen, så over trefjerdedele af papiret, der går ind i trykmaskinerne herhjemme faktisk er FSC-certificeret. Det viser både det stærke commitment, som grossisterne og trykkerierne har til ansvarligt skovbrug og den udvikling vi ser på kundesiden. Her er behovet for troværdig dokumentation, for ansvarlig brug af papir og virksomhedsmål om at værne om biodiversitet og naturen stigende”, fortæller Søren Dürr Grue, Direktør hos FSC Danmark.
I GRAKOMs aktuelle artikel om emnet, præsenterer Jette Clausen Poulsen, der er miljøkonsulent hos GRAKOM, bl.a., at der er flere tryksager, som produceres af FSC-certificeret papir, end der bliver registreret.
“Der er store forskelle fra virksomhed til virksomhed, om de sælger FSC-certificeret papir videre som FSC-certificeret og med FSC-logoet på. Det viser, at der er meget mere papir, der er FSC-certificeret, end der reelt bliver registreret”, fortæller Jette Clausen Poulsen, Miljøkonsulent hos GRAKOM.
Selvom papiret i sagens natur allerede er FSC-certificeret, så ønsker FSC Danmark alligvel at flere mærker deres tryksager.
“Vi har en opgave foran os for at sikre, at flere tryksager lavet af FSC-papir rent faktisk FSC-mærkes, så værdien og den betydning, FSC har, ikke stopper bed trykkerierne”, konkluderer Søren Dürr Grue anerkendende.
I 2017 ændrede FSC bl.a. på størrelseskravet på FSC-mærket, som blev sat ned, og der kom større fleksibilitet i forhold til, hvor FSC-mærket kan placeres. Alt sammen for at gøre det nemmere at give plads til FSC-logoet på de FSC-certificerede tryksager.
Læs hele GRAKOMs artikel om emnet her.