Materialerne til et mindre dansk et dansk sommerhus kan sagtens bidrage til at opfylde verdensmålene for bæredygtig udvikling.

Handyman og træentusiast Kent Skovgaard kan bryste sig af at have bygget Jyllands første FSC-certificerede hus.

I tredje artikel kunne du læse om de mange byggematerialer af nordisk træ. I denne artikel sætter vi fokus på FN's verdensmål og stiller spørgsmålet: Kan et dansk enfamiliehus bidrage til at opfylde verdensmålene for bæredygtig udvikling?

Siger navnet Jakob Trollbäck dig noget? Nej, det gør det nok ikke. Kender du de farvestrålende ikoner for FN's verdensmål, de såkaldte SDG'er? Ja, det gør du måske nok. Det er Jakob Trollbäck, som har designet dem.

Ikonerne er på alles læber. De er i markedsføringsmaterialer og opslag på sociale medier. De er på konferenceagendaerne. De pryder mange jakker, hvor den officielle SDG-pin har fundet vej.

Er det gamle mænd i nye biler? Måske, måske ikke. Men der er ingen tvivl om, at verdensmålene har øget fokusset på bæredygtighedsarbejdet i danske virksomheder og organisationer, offentlige som private. Og mange går og tænker over, hvordan de kan bidrage til verdensmålene, som skal skabe en global bæredygtig udvikling.

Alle kan gøre lidt
Da Kent Skovgaard begyndte på sommerhusbyggeriet, fyldte verdensmålene ikke alverden. Men han vidste godt, at FSC-certificerede produkter går godt i spænd med SDG'erne.

- Gennem mit arbejde hos NEPCon Certificering kender jeg til verdensmålene og ved, at bæredygtig skovforvaltning og FSC-certificering kan bidrage til dem. F.eks. til målet om livet på land, hvor mere bæredygtigt skovbrug er et af delmålene. Verdensmålene fyldte ikke så meget i mine tanker, da vi gik i gang, men det er da fedt at vide, at vores sommerhus har bidraget positivt til verdensmålene, fortæller Kent Skovgaard.

"Klubhuset", som er navnet på sommerhuset, består af ca. 111 kubikmeter træ og træbaseret materiale. Størstedelen af træmaterialerne er certificerede, og det betyder, at der er dokumentation for, at Kent har brugt byggematerialer fra bæredygtige skove og andre ansvarlige kilder. Kents valg af byggematerialer bidrager dermed direkte til verdensmål 15 om livet på land, og herunder delmål 15.2, som netop handler om at fremme bæredygtig skovforvaltning.

Det handler om mere end træ
FSC bidrager direkte eller indirekte til 14 ud af 17 af FN's verdensmål. FSC stiller f.eks. krav om, at kvinder og mænd har adgang til samme jobs på samme vilkår, betales den samme løn for det samme arbejde, og at der er systemer på plads, der fremmer ligestilling og forhindrer diskrimination.

Dermed bidrager FSC til flere delmål under mål 5 om ligestilling mellem kønnene. FSC bidrager f.eks. også til det sjette mål om rent vand og sanitet ved at stille krav om, at skovejeren beskytter og genopretter naturlige vandløb og vådområder og passer på vandkvaliteten.

FSC giver desuden et stærkt bidrag til verdensmål 15 om livet på land, hvor certificeringen bidrager til opfyldelse af delmål såsom 15.1 (bevarelse, genoprettelse og bæredygtigt brug af økosystemer), 15.2 (fremme bæredygtig forvaltning af alle typer af skove og stoppe skovrydning), 15.5 (stoppe tab af biodiversitet og forhindre udryddelse af truede arter) og 15.7 (afskaffelse af krybskytteri og ulovlig handel med beskyttede arter).

- Vi har analyseret alle verdensmålene og kigget vores eget system og standarder igennem for at se, hvor vi har et bidrag. Vi er naturligvis effektfulde, når det gælder livet på land og ansvarligt forbrug og produktion, men man må ikke glemme, at bæredygtig skovdrift for FSC også handler om sociale og miljømæssige bidrag. FSC handler om meget mere end træ, fortæller Ida Rehnström fra FSC Danmark.

Sommerhus med bidrag i nord og syd
Ida Rehnström har været med til at udvikle FSC's globale platform "Together We Are FSC", der viser sammenhængen mellem FSC og SDG'erne i billeder, videoer og ord. Hun fortæller:

- Virksomheder, forbrugere og offentlige organisationer, der vælger FSC-certificerede produkter, de bidrager til en global positiv udvikling for verdens skove. Ved at vælge FSC giver de skovejere og virksomheder et incitament til certificering og dokumenterbar bæredygtig skovdrift. Og en del af indtægterne fra certificering af virksomheder og skove bruges til at støtte vores lokale kontorers arbejde for mere bæredygtig skovdrift i de mest udsatte skovområder i verden, forklarer Ida Rehnström.

Kent Skovgaard har både brugt byggematerialer af tropisk træ og tempereret træ fra nordiske skove. Udover generelt at bidrage til en lang række verdensmål, så har huset også givet specifikke bidrag.

- Valget af mindre kendte tropiske arter til terrassen sikrer ikke bare, at de tropiske skove, hvor træet kommer fra, bevares og drives bæredygtigt. Det bidrager også til, at skovejeren får flere tømmerprodukter med en kommerciel værdi, og det fordeler presset på flere arter og områder i skoven, siger Ida Rehnström.

Se første del i serien om sommerhuset med 83 procent certificeret træ.
Se anden del i serien om sommerhuset med 83 procent certificeret træ.
Se tredje del i serien om sommerhuset med 83 procent certificeret træ.

Om ”Klubhuset”
”Klubhuset” er et sommerhus bygget af Kent og Linda Skovgaard i 2019. Huset er opført efter en række bæredygtige principper – særligt omkring brugen af de træbaserede byggematerialer. Huset er Danmarks blot tredje FSC-certificerede byggeri (CU-PRO-864629). 83% af husets træbaserede materialer er FSC-certificerede og stammer fra bæredygtige skove og andre ansvarlige kilder.

Se husets certifikat her.

Se billeder og flere beskrivelser fra husets tilblivelse på facebook.com/skovensklubhus.

Klubhuset er omtalt i ord og billeder på FSC’s database for mindre kendte tropiske træarter på grund af anvendelsen af guariuba og muiracatiara til terrassebrædder, underkonstruktion, hegn og håndlister. Se mere her.

De 83 % FSC-certificerede træbaserede byggematerialer til huset omfatter:
• Dørgerigter
• Fodlister
• Forskallingsbrædder i udhæng
• Gulvstrøer
• Hjørnelister
• Indvendige dørkarme
• Klemlister til tag og ydervægge
• Klinkbeklædning
• Limtræsbjælker
• Reglar til konstruktion af yder- og indervægskonstruktion
• Skyggelister
• Taglægter
• Terrassebrædder
• Terrassekonstruktion
• Træfiberisolering
• Undertag
• Vinduer og døre