”Transaction verification”

”Transaction verification” eller på dansk verificering af transaktioner er en proces, hvor alle transaktioner og handel inden for en bestemt produkttype, produktgruppe eller region sammenlignes og kontrolleres inden for en afgrænset tidsperiode. Processen er et værktøj til at bevare og sikre FSC’s integritet og anvendes, hvis der i forbindelse med FSC-auditering/kontrol identificeres unøjagtige FSC-transaktioner mellem virksomheder. Alle certifikathavere kan blive bedt om at deltage i verifikation af transaktioner, og mere end 1.000 virksomheder globalt har allerede deltaget i verifikationsprojekter.

Fejl og unøjagtige transaktioner undersøges
Der er identificeret fejl i volumenopgørelser og unøjagtige transaktioner for papirmasse af eukalyptus (som bruges til papir og hygiejneprodukter) hos FSC-certificerede virksomheder på den Iberiske halvø - og dermed potentielt falske FSC-claims i forsyningskæden. FSC har derfor igangsat en omfattende kontrol af FSC-transaktioner hos skovejendomme, papirmasseproducenter og virksomheder, som sælger eukalyptustræ til papirmasse- og papirproduktion. Kontrollen omfatter ikke salg af papirmasse og papir. De berørte FSC-certificerede virksomheder og skovejendomme har fået direkte besked af deres certificeringsorgan sammen med instruktioner om deadlines og krav.

Kort om kontrol af FSC-transaktioner
En kontrolproces starter, når Assurance Services International (ASI), FSC’s akkrediteringsorgan, anmoder certificeringsorganerne om at indsamle relevante transaktionsdata fra deres kunder (FSC-certificerede virksomheder). ASI beslutter, hvilke data der skal indsamles (prøvestørrelse, produkttype, hyppighed, periode mv.). Hvis en virksomhed udvælges til at deltage i kontrollen, skal den stille de nødvendige transaktionsdata til rådighed indenfor den oplyste deadline. De indsamlede transaktionsdata videregives til ASI, som kontrollerer transaktionerne. De indsamlede data bruges alene til dette formål og ASI følger strenge datasikkerhedsforanstaltninger og overholder den europæiske databeskyttelsesforordning (GDPR). Når en kontrolproces er afsluttet, slettes alle data fra de FSC-certificerede virksomheder. Eventuelle identificerede uoverensstemmelser i transaktionsdataene følges op af certificeringsorganerne med henblik på at løse eventuelle problemer og hvis nødvendigt aftale korrigerende handlinger med de certificerede virksomheder.

FSC gennemfører løbende kontrol af FSC-transaktioner og fokuserer på forsyningskæder inden for: egetræsgulve, cumaru, paulownia og eukalyptus i Sydamerika, Asien og Europa.