design

Bæredygtighed og godt design skal gå hånd i hånd, hvis vi skal kunne træffe bæredygtige valg. Derfor udfordrer FSC Danmark årligt fremtidens designere til at tænke i nye baner og forene bæredygtighed med godt design i træ. Søren Dürr, direktør i FSC Danmark, fortæller om konkurrencens indflydelse:

”Konkurrencen viser gang på gang sit værd. Vi har afholdt konkurrencen siden 2006 og vi kan tydeligt se, at budskaberne om FSC og bæredygtig træ er noget, de studerende husker. Det oplever vi, når vi i dag mødes med designindustrien, der i stigende grad repræsenteres af tidligere deltagere.”

I år har vi udvidet tanken om bæredygtighed til også at omfatte FN’s 17 verdensmål. De studerende udfordres derfor til at udvikle deres designs så de også understøtter ét eller flere verdensmål indenfor bæredygtig udvikling.

”Generelt er der kommet gang i de bæredygtige tendenser i designbranchen. Det ser vi på væksten af brands og producenter, der involverer sig i FSC samt hvordan bæredygtighed gennemsyrer temaerne på designmesser og konferencer. FSC Design Award er dermed også blevet attraktiv for virksomhederne og vi er glade for at kunne præsentere endnu flere spændende partnere på konkurrencen i år,” afslutter Søren Dürr.

Nye partner
FSC Design Award kan i år præsentere to nye partnere, møbelkoncernen Kvist Industries og designmessen Formland.

Kvist Industries er FSC-certificeret og en af Danmarks dygtigste møbelproducenter og har mere end 50 års erfaring i møbelproduktion til både den danske og udenlandske møbelindustri. Kvist Industries giver i år vinderen en unik mulighed for et sparringsforløb og udvikling af vinderdesignet, samt en designrejse til Kvist Industries fabrik i Letland, for at arbejde med en færdig prototype, selvfølgelig i FSC-certificerede træ. Salg – og marketingschef Malene Lauridsen fra Kvist Industries fortæller om deres partnerskab til FSC Design Award:

"Træ er en del af vores DNA som skal passes godt på. Derfor mener vi det er oplagt at sprede budskabet om, at design og bæredygtighed sagtens kan forenes. Med vores know how indenfor møbelproduktion og udvikling, samt vinderens designkompetencer og nytænkning glæder vi os til at være en del af projektet og skabe et unikt møbel."

Danmarks største designmesse Formland er mødestedet for design – og interiørbranchen og den danske platform for både danske og udenlandske indkøbere. Formland vil med deres partnerskab invitere 25-30 af de bedste designere til at udstille deres designs på Formland Spring 2019. Projektleder Mai-Britt Risvig Flyvholm fra Formland udtaler således om deres indtræden som partner:

”Vi er utroligt glade for, at vi som partner til FSC Design Award kan være med til at støtte op om de unge design- og arkitektstuderende og samtidig i et bæredygtigt univers. Vi skal værne om vores klode, og vi skal værne om de dygtige upcoming designere, og når dette kan forenes i ét og samme projekt, så bliver det ikke meget bedre. Vi ser frem til at byde de unge designere velkomne på Formland Spring 2019, hvor de bliver en del af den etablerede designbranche”

Om konkurrencen
Konkurrencen er blevet afholdt siden 2006 og er i de seneste tre år afviklet hos interiørmagasinet Mad & Bolig i Aller Huset. Her har mere end 100 arkitekt- og designstuderende årligt fået deres 1:1 prototyper bedømt af en fagjury og vinderen er blevet præmieret med en designrejse til et FSC-certificeret skovområde.

Læs mere om konkurrencen her

FSC Design Award afvikles med bidrag fra og i samarbejde med en række af FSC Danmarks strategiske samarbejdspartnere.

Konkurrencen støttes af: Verdens skove, Mad & Bolig, Kvist Industries, Formland, Ikea, FDB Møbler og Jysk.