
IKA, der er foreningen af offentlige indkøbere, er blevet medlem af FSC Danmark. IKA repræsenterer et bredt spekter af medlemmer, der blandt andet spænder over kommuner, regioner og statslige instanser. IKA’s medlemmer har alle det til fælles, at de er udbudspligtige og med et medlemskab af FSC Danmark vil IKA sikre, at nyttige værktøjer og viden om bæredygtigt træ og papir i indkøb og udbud kommer ud til foreningens medlemmer:
”IKA repræsenterer praktikerne inden for offentlige indkøb, og den viden og de værktøjer som FSC Danmark har og løbende udarbejder, vil vi meget gerne kunne dele med vores medlemmer. Derfor er et medlemskab af FSC Danmark vigtigt for os,” siger Charlotte Sander, der er sekretariatsleder hos IKA.
Charlotte Sander henviser blandt andet til de vejledninger, som FSC Danmark har udviklet, der handler om, hvordan man stiller krav om dokumenterbart bæredygtigt træ og papir, og hvordan man kontrollerer, at kravene efterfølgende er overholdt.
Et medlemsskab til gavn for begge parter
I samme omgang som IKA er blevet medlem af FSC Danmark, er FSC Danmark blevet medlem af IKA. Selvom de to organisationer beskæftiger sig med forskellige områder, er der overlap, og de to organisationer kan sagtens få gavn af hinanden:
”Vi har begge den organisatoriske struktur at være et sekretariat, har en valgt bestyrelse og nogle aktive medlemmer, der arbejder for at gøre en forskel. På sekretariatsniveau og i forhold til servicering af medlemmer, kan FSC og IKA erfaringsudveksle og inspirere til nye udviklingsområder,” siger Charlotte Sander.
I FSC Danmark ser man også medlemskabet hos IKA som en mulighed for at udveksle erfaringer og viden:
"IKA er en vigtig platform for kompetenceudvikling, og vi er stolte af, at vi gennem vores respektive medlemskaber hos hinanden kan samarbejde om at sikre, at de offentlige indkøbere er klædt på til at implementere politiker og ambitioner om bæredygtigt træ og papir,” siger Loa Dalgaard Worm, der er sekretariatsleder hos FSC Danmark.
Om IKA
IKA blev stiftet i 1985 og er foreningen af offentlige indkøbere. IKA består af en valgt bestyrelse og et ansat sekretariat, der sidder i Aarhus. Foreningen repræsenterer et bredt spekter af medlemmer, der alle har det til fælles, at de er udbudspligtige. Her kan blandt andet nævnes kommuner, regioner, selvejende- og ministerielle institutioner, forsynings- og boligselskaber samt statslige instanser. IKA driver også et leverandørnetværk for leverandører og tilbudsgivere til det offentlige.
Du kan læse mere om IKA på deres hjemmeside.