IF

International Furniture A/S blev stiftet i 1981 på Sjælland og flyttede siden hen til Jylland. I 2006 besluttede nuværende ejer, Henrik Bøgild Nielsen, at overtage virksomheden. Siden 2006 er det gået stærkt, og virksomheden har oplevet stor vækst. International Furniture A/S har modtaget adskillige priser for deres resultater, og i 2014 fik virksomheden tildelt en GMC-certificering af Norddjurs Kommune for at lave et ekstra stykke arbejde for miljøet og klimaet. Dette blev startskuddet til at opnå flere certificeringer og målsætningen om en FSC-certificering i 2017.

Vigtigheden af en FSC-certificering
Som leverandør til en bred vifte af sektorer har International Furniture A/S fundet det helt naturligt at have et stort fokus på at arbejde mere struktureret med deres miljøpolitik og deres samfundsansvar. For Henrik Bøgild Nielsen, direktør og ejer af International Furniture A/S, er det derfor yderst vigtigt, at virksomheden har en FSC-certificering:

”Hos International Furniture vil vi med FSC-certificeringen gerne gøre det synligt overfor vores brugere, at vi gør det rigtige. For os er FSC-mærket et bevis på, at vi agerer i forhold til det, vi siger. Jeg håber, at flere mennesker vil være opmærksomme på FSC-mærket, og have det som et naturligt krav, når de fremover vælger møbler,” udtaler Henrik Bøgild Nielsen.

International Furniture A/S opererer desuden i dag med tre regnskaber - et sort, et rødt og et grønt regnskab. Det har virksomheden bevidst valgt for at sætte fokus på deres medarbejderes trivsel, og for at fokusere på, hvordan de som virksomhed, kan tage vare på miljøet.

Læs mere om International Furniture A/S på deres hjemmeside.