
Med FSC-certificeringen og indmeldelsen i FSC Danmark har C. C. Hansen A/S en målsætning om at få et bredt sortiment af FSC-certificerede produkter samt at bruge FSC-certificeret emballage.
Virksomheden har valgt at blive FSC-certificeret, på baggrund af ønsket om større fokus på et bæredygtighed sortiment. Men da C. C. Hansen A/S ikke havde nogen erfaring med FSC-certificering, valgte de at melde sig ind i FSC Danmark, for at få støtte i certificeringsprocessen.
”Vi blev medlem af FSC Danmark for at få hjælp til at blive certificeret. Som helt ’grøn’ i forbindelse med FSC-certificering kunne det godt virke lidt uoverskueligt. FSC Danmark har ydet en stor hjælp på rekordtid,” siger Tina Rosenkrans Warmind fra C. C. Hansen A/S.
C. C. Hansen A/S er et familieejet selskab, som er gået videre fra far til søn siden Carl Christian Hansen grundlagde virksomheden i 1912. Med et stærkt fundament i husholdnings- og rengøringsartikler som for eksempel opvaskebørster, klemmer, koste, klude osv. er C. C. Hansen A/S blandt de førende virksomheder på området.
C. C. Hansen A/S har eget kontor i Hangzhou i Kina, hvor virksomhedens medarbejdere arbejder for at sikre, brug af de bedste fabrikker og at disse lever op til både C. C. Hansen A/S´ og lovgivningens kvalitetskrav. I Danmark har C. C. Hansen A/S salgskontorer i Roskilde og Aarhus samt et distributionslager på Sjælland.
FSC Danmark er glade for at kunne byde C. C. Hansen A/S velkommen som medlem, og håber på et godt og langvarigt samarbejde.