”Folk bliver muligvis overraskede over, at 13,7 mio. mennesker formelt arbejder i verdens skovbrug. Jeg er dog ikke overrasket over statistikken, faktisk bekymrer den mig. Jeg er nemlig overbevist om, at statistikken ikke inkluderer dem som ’uformelt’ arbejder i skovene. Især kvinder bliver ofte tilbudt uformelt arbejde – arbejde, der ikke er reguleret eller sikret. Og hvorfor forholder det sig så sådan? Det gør det, fordi ulighed mellem kønnene stadig er udbredt verden over, og de nuværende politikker på skovområdet ikke bakker tilstrækkeligt op om kvinders rolle i skovbrugene.
Siden mit første møde med den indonesiske skovsektor i 1997 har jeg gang på gang oplevet, at der kun er blevet sat sporadisk fokus på køn, sundhed og sikkerhed. Men efter min mening er der ikke blevet gjort nok for at løfte den sporadiske dialog om forandring op til konkrete strategier for kønsligestilling. Strategier som kan ændre levevilkårene for både mandlige og kvindelige skovarbejdere. Jeg håber, at de få eksisterende gode eksempler kan inspirere sektoren til at bevæge sig i den rigtige retning.
Hvad er problemet?
Verden over hersker en misforståelse om, at skovarbejde er for fysisk hårdt eller at miljøet er for farligt for kvinder at arbejde i. I mine øjne er det en forældet tankegang.
Men på trods af, at tankegangen er forældet, er der stadig stor forskel på, hvad der gøres for kvinders rettigheder i industrilandene i forhold til i udviklingslandene.
Hvordan kan man skabe ligestilling i skovbruget?
Da jeg selv er indoneser og arbejder i regionen, har jeg gjort mange førstehåndserfaringer med skovbrug i et udviklingsland. Udviklingslandene kan lære meget af de ilande, hvor regeringen har givet kvinder positiv særbehandling i forhold til uddannelse, opkvalificering og børnepasning.
Sverige og Norge var for eksempel blandt de første lande, hvor man diskuterede kønsligestilling i skovbruget, hvilket medførte lokale politikker på området. Faktisk blev der i Sverige oprettet adskillige netværk op gennem 90’erne for at styrke kvinders indflydelse på skovsektoren og åbne op for kommunikationen mellem kvindelige skovarbejdere. Formålet med disse netværk var naturligvis også at skabe opmærksomhed om ansvarligt skovbrug.
Det står klart for mig, at vejen frem går gennem adgang til uddannelse, opkvalificering og tilgængeligheden af jobs – også administrations- og lederstillinger. Mangel på adgang og opmærksomhed kombineret med en underrepræsentation af kvinder i lederstillinger betyder, at opkvalificerings- og jobmuligheder enten ikke er synlige eller slet ikke til stede. Især i udviklingslandenes landområder er holdningen, at kvindelige skovarbejdere ikke kan udføre de samme opgaver (og på samme niveau) som deres mandlige kollegaer.
Og mens vejledende dokumenter og strategier til at adressere kønsligestilling ikke vil løse problemet fra den ene dag til den anden, kan de hjælpe med til at aflive myter og stereotyper og samtidig formalisere og forbedre sektoren. Forbedrede arbejdsforhold for skovarbejdere på tværs af kønnene vil styrke produktiviteten og bæredygtigheden – især for de mest udsatte såsom migranter, kvinder og unge.
Hvad er fordelene ved at have flere kvinder til at arbejde i sektoren?
Kønsligestilling giver også mening fra et forretningssynspunkt. Kvinder har – ligesom mænd – mange personlighedstræk og værdier, som de kan bidrage med. For eksempel er det bevist, at kvinder oftere er diplomatiske og empatiske i deres kommunikationsform, og det kan bidrage med en række fordele for virksomhederne. Derudover kan den nyligt rapporterede nedgang i antallet af beskæftigede i sektoren blive vendt på hovedet, hvis man gjorde de ikke-administrative stillinger mere tilgængelige for kvinder.
Jeg synes, at FSC’s vejledning Promotion of Gender Equality in National Forest Stewardship Standards, der udkom for nylig, er et stort skridt i den rigtige retning. Ikke fordi det er første gang, der stilles krav, men fordi det er de mest specifikke krav. Det er et skridt på vejen mod at få indført kønsligestilling i skovbruget ved at vise konkrete strategier til arbejdsgrupper, fagforeninger og organisationer.
Ved at adressere udfordringen omkring kønsligestilling på globalt niveau i 2016 – næsten 20 år efter jeg begyndte mit arbejde i Indonesien – er mit håb, at situationen i skovsektoren bliver forbedret betydeligt inden 2020. Til den tid vil jeg også gerne overraskes – ikke over antallet af beskæftigede i skovsektoren, men over hvor langt vi er nået på vejen mod implementeringen af kønsligestillingsstrategier. ”
Om forfatteren, Rulita Wijayaningyah
Som uddannet skovfoged har Wijayaningdyah arbejdet sammen med fagforeninger i skovsektoren siden 1998. Herigennem har hun været vidne til, hvordan ulovlig hugst og ubæredygtig skovdrift har medført en kraftig nedgang i de indonesiske træindustrier og mange fyringer. Hun arbejder hårdt for at sikre, at skovcertificering og bæredygtig skovdrift er på dagsordenen hos fagforeningerne.
Du kan finde mere information om Rulita og hendes rolle som formand for FSC’s internationale bestyrelse her.