
Certificeret via gruppeordning
Blandt virksomhederne, der blev certificeret i oktober, er Hansen Kitchen, der som de første i Danmark kan levere et 100 % FSC-certificeret køkken. Møbelgrossisten Sanyei Scandinavia blev også FSC-certificeret i oktober, ligesom GreenTools, der har egen produktion af træprodukter, fremstillet af dansk træ fra FSC-certificeret skovdrift. GreenTools’ sortiment indeholder blandt andet fuglekasser, havebænke og diverse værktøj.
Hansen Kitchen, Sanyei Scandinavia og GreenTools er alle blevet FSC-certificeret gennem Duracerts gruppe-CoC-certificering. Formålet med gruppeordningen er at gøre FSC-certificering mere tilgængelig for mindre virksomheder. Du kan læse mere om gruppecertificering her.
Mange brancher repræsenteret
Udover de tre virksomheder, der blev certificeret gennem Duracert, blev også Malerifabrikken, der udvikler og producerer moderne kunst, FSC-certificeret. Det grafiske handelshus Schramm & Co., der tilbyder alternative papir-, karton- og plastkvaliteter, blev ligeledes certificeret.
Også CSS Hardwood, der er underleverandør af hårdttræ til møbelindustrien og Rold Trælasthandel, som er en del af XL-BYG kæden, fik et FSC-certifikat i oktober.
FSC Danmark ønsker alle syv virksomheder tillykke med deres FSC-certificering!