
Danmarks første FSC-certificerede entreprenørfirma, Lund & Staun, har netop afleveret sit første FSC-certificerede byggeri. Projektet består af et 100 meter langt FSC-certificeret trædæk af både fyrretræ, cumaro og azobé.
Projektet blev nøje udvalgt som et pilotprojekt, hvor Lund og Staun ville gennemteste sine procedurer for at håndtere FSC-træ i praksis. Henrik Staun, som er salgsdirektør i firmaet forklarer:
”FSC‐certificerede virksomheder har en nedskreven procedure for, hvordan det bæredygtige træ håndteres, hvilket så at sige er teorien bag det hele. Da vores certificering var på plads, ledte vi efter et projekt at prøve det af på i praksis. Projektet ved østhavnen var oplagt, dels fordi det ikke er så stort, og dels fordi det næsten kun består af træ, blandt andet i form af den tropiske træsort, cumaru”.
Kommunikation er ennøglefaktor
Nu er projektet færdiggjort, og det er tid til at evaluere. Den vigtigste lære har ifølge Henrik Staun været kommunikationen:
”Med tiden kommer det selvfølgelig ind på rygmarven, men i vores første projekt har vi brugt ekstra kræfter på kommunikationen mellem alle leddene i kæden fra importøren af træet og trælasten til projektlederen, svendene og NEPCon, som har certificeret os. Uden dialog var enderne ikke nået sammen, så forskellen mellem teori og praksis har på mange måder ligget i kommunikationen.”
Det skjulte træ er en udfordring
Henrik Staun er naturligvis glad for, at det første projekt er gennemført, og han håber fremadrettet på at blive udfordret af kunder, som efterspørger certificeret byggeri. Der er dog én udfordring, som Henrik Staun gerne vil have branchens hjælp til at løse:
”Det har vist sig, at markedet for regulære certificerede træprodukter som terrassebrædder, reglar og lægter er ganske godt. Derfor er projekter som nu trædækket i Aalborg meget oplagte i forhold til FSC. Der ligger dog en udfordring, når vi skal bruge f.eks. gips og eternit, som ikke er certificeret, da disse produkter indeholder ”skjult træ”. Denne udfordring, som må være noget, vi kan løse i fællesskab i byggebranchen, sætter desværre foreløbigt en stopper for mange byggeopgaver i den mere komplekse ende af skalaen.”
Kilde: Lund & Staun