
En tredjedel af Bulgarien er dækket af skov, hvilket svarer til 3,7 millioner hektar. I den sydlige del af landet ligger Rodopi-bjergkæden, som er et af Europas mest biodiverse områder med varierende terræn og forskelligartede klimaforhold.
I bjergområdet og langs Maritsa-floden ligger også små lokale samfund, hvis levebrød og trivsel er forbundet til skoven.
”Den økologiske og socio-økonomiske værdi af Bulgariens skove skal ikke undervurderes. Landets økonomi og beboernes trivsel understøttes i vid udstrækning af landets skovressourcer,” udtaler Niel Arabadzhieva, som er skovcertificerings- og informationsmedarbejder hos WWF Bulgarien.
De bulgarske skove spiller en vigtig rolle
Udover, at de lokale samfunds levebrød og trivsel er forbundet til skoven, fremhæver en rapport fra Global Forest Coalition i 2008 også, at ”De bulgarske skove spiller en vigtig rolle i bevarelsen af over 80 % af de beskyttede plantearter og over 60 % af de truede dyrearter.”
Siden 2002 har WWF sammen med sine partnere arbejdet for at støtte den bedst mulige forvaltning af de bulgarske skove. De centrale fokusområder for WWF er at påvirke skovreguleringen og -styringen samt at fremme FSC-certificering i landet.
WWF’s arbejde med FSC i Bulgarien
Gennem partnerskaber støtter WFF Bulgarien otte skovenheder også kaldet Forest Management Units (FMU’er), så de kan forberede sig til en FSC-certificering. Disse FMU’er ligger på begge sider af Maritsa-floden og i Rodopi- og Screnda Gora-bjergene.
Den bulgarske regering viser sin støtte til FSC
”I øjeblikket er omkring 20 % af landets statslige skovenheder FSC-certificeret, hvilket svarer til 70 % af alle skove i landet. Den bulgarske regering har dermed vist sin støtte til FSC, hvilket tydeliggør deres engagement i at være førende inden for bæredygtig skovforvaltning,” udtaler Niel Arabadzhieva.
Den bulgarske regering har også gjort det obligatorisk, at enhver virksomhed, som driver skovhugst, skal have internationale anerkendte certifikater ved 2018, som viser, at de forvalter skovene bæredygtigt. Det er et krav for, at virksomhederne kan indgå langtidskontrakter med de statslige skovenheder.
WWF’s udførelse af de sociale undersøgelser
Et af de første skridt mod en FSC-certificering er at foretage sociale undersøgelser. De sociale undersøgelser skal bestemme:
- Hvem de relevante og berørte skovinteressenter er?
- Hvad deres vigtigste udfordringer er i forbindelse med skovforvaltning?
- Hvordan disse spørgsmål/problematikker skal behandles?
Det var præcis, hvad WWF-teamet satte sig for at gøre i slutningen af 2015, da de udførte FSC-undersøgelser hos de otte FMU’er.
”En FSC-certificering fungerer kun, hvis alle interessenter, især de lokale samfund, er tilstrækkelig engageret og bemyndiget til at spille en meningsfuld rolle i forvaltningen af deres skovressourcer,” udtaler Niel Arabadzhieva.
Gennem den proces, som de sociale undersøgelser medfører, har WWF været i stand til at identificere de vigtigste indsatsområder for at sikre, at alle skovenhederne opfylder de nødvendige krav for at opnå en FSC-certificering.
”Vi mener, at en korrekt implementering af FSC i landet vil gøre det muligt for de lokale samfund og andre relevante interessenter at blive mere aktive rollemodeller i forvaltningen af deres skove,” slutter Niel Arabadzhieva.
Se de vigtigste resultater fra WWF’s sociale undersøgelser herunder.
Kilde: FSC International