
Naturstyrelsen har politianmeldt en virksomhed for brud på EUTR’s regler. Det er første gang, at en dansk virksomhed politianmeldes efter de bestemmelser, som har til formål at beskytte verdens skove mod skovrydninger og ødelæggelse af biodiversiteten igennem lovlighedskrav.
Politianmeldes for brud på EUTR’s regler
Ifølge Naturstyrelsen har virksomheden brudt tømmerlovens regler, som skal forhindre ulovlig skovhugst.
Reglerne kræver, at de virksomheder, som importerer træ fra lande udenfor EU, systematisk vurderer og minimerer risikoen for, at det importerede træ er ulovligt fældet.
Læs mere om FSC og EUTR.
Virksomhed kendte ikke reglerne
På et varslet syn i august 2015 konstaterede Naturstyrelsen, at virksomheden ikke kendte EUTR’s regler. Virksomheden havde dermed heller ikke et system til at minimere risikoen for import af ulovligt fældet træ.
I oktober 2015 udsendte Naturstyrelsen derfor et påbud til virksomheden om at efterleve tømmerloven.
Valgte fortsat ikke at efterleve tømmerloven
På et nyt kontrolbesøg i januar 2016 opdagede Naturstyrelsen, at virksomheden stadig ikke arbejdede systematisk med at beskytte sig mod ulovligt fældet træ, og de valgte derfor at politianmelde virksomheden.
Ifølge den danske lovgivning er straframmen for brud på EUTR’s regler bøde og fængsel i op til et år.
Indien og Indonesien vurderes som højrisikolande
Virksomheden har importeret træprodukter fra Indien og Indonesien, og det er ifølge Naturstyrelsen to af de lande, som er såkaldte højrisikolande.
Ifølge Naturstyrelsen bør virksomheder, som køber træ fra disse lande, derfor udvise ekstra agtpågivenhed.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet