Rikke Dreyer

Rikke Dreyer, som er chefkonsulent i Miljømærkning Danmark og formand for Forum for Bæredygtige Indkøb, fornemmer et klart skifte i tiden, hvor der tænkes i mere bæredygtige baner. Blandt andet regner man i København og Aarhus Kommune med at være CO2-neutral i henholdsvis 2025 og 2030. 

”Det er blevet mere almindeligt at spørge, om man som bygherre kan gøre mere, eksempelvis via certificeringsordninger eller bygge efter det kommende bygningsreglement, som først træder i kraft i 2020. Tidsånden er bæredygtig, ikke mindst i de store kommuner, hvor der er både økonomi og den nødvendige politiske opbakning til at tænke bæredygtigt,” udtaler Rikke Dreyer. 

Virksomheder med fokus på bæredygtighed vil stå bedre rustet i fremtiden
Flere producenter i Danmark har set, at der er et voksende marked for grønne og bæredygtige løsninger, og hvis man kan tilbyde bæredygtige produkter, som også er konkurrencedygtige, så er det ifølge Rikke Dreyer muligt at sikre sin forretning flere år frem i tiden. 

”Globalt set, er det parametre som kvalitet, bæredygtighed og design, hvor Danmark bør have en styrkeposition. Og mange danske virksomheder investerer seriøst i grøn innovation og udvikler nye produkter, som åbner op for eksport af både produkter og know-how. I forhold til bæredygtighed synes der dog indimellem at være en gordisk knude, hvor leverandørerne afventer kundernes efterspørgsel, og kunderne på den anden side afventer et udbud af bæredygtige produkter og løsninger. Jeg tror, at de virksomheder, der tør satse på bæredygtighed, vil stå bedre rustet i fremtiden,” udtaler Rikke Dreyer. 

Cirkulære om bæredygtigt træ
I Danmark er den offentlige en betydningsfuld bygherre, som har et stort ansvar for at skubbe til udviklingen. Derfor glæder Rikke Dreyer sig over, at Miljøministeriet i 2014 stod bag et cirkulære, som fastlægger regler for indkøb af bæredygtigt træ i staten. 

”Der er et stort engagement i dag, og der sker noget. Mange af de her problematikker er jo ikke nye. Regnskovsgruppen Nepenthes (i dag Verdens Skove) blev stiftet helt tilbage i 1983. Og det er immervæk mere end 30 år siden. NGO’er har gjort et stort stykke arbejde for at få mediernes opmærksomhed og herved politikernes, hvilket har været effektivt. I dag arbejder FSC, som er en certificeringsordning for bæredygtigt træ, professionelt over for bygherrer, arkitekter og andre med at finde alternative og certificerede træsorter,” udtaler Rikke Dreyer. 

Mærkningsordninger vil blive mere efterspurgt i fremtiden
I den kommende udbudslov vil det blive muligt at få sociale, etiske eller miljømæssige certificeringsordninger med som et ufravigeligt krav, og Rikke Dreyer forventer, at det er en udvikling, som også vil tage fart fremover: 

”Mærkningsordninger har deres ret, fordi det gør valget af bæredygtige produkter enkelt og det gør det nemmere for leverandøren at markedsføre og dokumentere sin bæredygtighed samt fordi historien har vist, at der ellers vil være situationer, hvor der bliver snydt på vægten. Tryghed er vigtigt i dag, og det er vigtigt for mange forbrugere, at produkter lever op til skrappe kemikaliekrav – det gælder også for produkter, der indgår i byggerierne. Så jeg er ikke i tvivl om, at dokumentation og mærkningsordninger vil blive mere efterspurgt i fremtiden,” fremhæver Rikke Dreyer. 

Det lover godt for bæredygtighed i fremtiden
Rikke Dreyer ser klimatopmødet i 2009 som en afgørende faktor i forbindelse med udviklingen inden for bæredygtighed i Danmark. 

”Derudover er det økonomiske incitament vigtigt. Der skal gerne være penge i at investere i bæredygtighed, genanvendelse og totaløkonomisk tænkning – ikke nødvendigvis på den korte bane, men i hvert fald på længere sigt. Derfor går det kun én vej, og hvis man tænker bæredygtigt og udnytter de fremtidige muligheder for at tænke grønt, så er man foran markedet og kommende lovgivning,” udtaler Rikke Dreyer og fortsætter: 

”Forum for Bæredygtige Indkøb arbejder for at fremme bæredygtige indkøb gennem videndeling og netværksdannelse. Det bidrager til dialog mellem dem, der udbyder, og dem der efterspørger grønne produkter og løsninger, så krav til miljø og bæredygtighed følger med produktudviklingen. Dermed viser man ansvar og bidrager til en nødvendig omstilling i samfundet. Og fordi producenterne ønsker at være stærke på det her område, så kan de leve op til endnu strammere krav, end der efterspørges lige nu. Det lover godt for bæredygtighed i fremtiden.”


Kilde: Bygge- & Anlægsavisen