MCDonald’s er én af mange med en FSC-indkøbspolitik

McDonald’s lægger stilen om i 2016 med et nyt emballagedesign i pangfarver. 15 designere fra kædens syv globale bureauer har deltaget i processen. 

”Vi glæder os meget til at præsentere emballagen for danskerne. Emballagen bliver udrullet i USA netop nu og vil være fuldt udrullet på alle 119 markeder inden udgangen af 2016. McDonald’s er konstant i forandring til det bedre og gennemgår især i disse år en stor udvikling gennem modernisering, enkelthed og fokus. Både i forhold til vores forretning, mad, kvalitet, service og sourcing. Og det synes jeg, den nye emballage afspejler rigtigt godt,” udtaler burgerkædens danske salgs- og marketingdirektør, Mads Friis. 

Indkøbspolitik med præference for FSC-certificerede kilder
Det er ikke kun burgerkædens design, som har ændret sig. McDonald’s arbejder også løbende med forbedringer på miljø- og bæredygtighedsområdet. Burgerkæden arbejder blandt andet på at reducere emballage-mængden og bruge genanvendelige materialer, hvor det er muligt. Derudover er ét af de globale mål, at 100 % af virksomhedens fiberbaserede emballage skal komme fra genanvendt materiale eller certificerede kilder i 2020 med en præference for FSC-certificerede kilder. 

Flere har en FSC-indkøbspolitik på papir og emballage
Udover McDonald’s er en række andre virksomheder også førende i forbindelse med en FSC-indkøbspolitik på papir og emballage. Af virksomheder med en FSC-indkøbspolitik kan nævnes: 

  • LEGO 
  • Bestseller (name it) 
  • Gucci 
  • H&M

Kilde: Markedsføring.dk