FSC Danmark og Frøslev Træ på skovtur

Frøslev Træ var repræsenteret med 40 medarbejdere, da de fredag den 19. juni var med FSC Danmark på skovtur i Frøslev Plantage og Bjergskov i Sønderjylland. Turens formål var at vise forskellige skovtyper, driftsformer samt de mange hensyn, der tages i både skovdrift og naturpleje. På turen havde FSC Danmark allieret sig med Martin Reimers fra Naturstyrelsen.

Skovturen var en præmie, som Frøslev Træ havde vundet i forbindelse med FSC Friday 2014. FSC Friday er en global mærkedag, der sætter fokus på bæredygtig skovdrift ved, at virksomheder og skovbrug internt sætter fokus på FSC. Frøslev Træ havde formået at skabe den helt rette FSC Friday-stemning og derfor vandt de den udlovede præmie.

Et besøg i Frøslev Plantage
Skovturen blev indledt i Frøslev Plantage, hvor Martin Reimers fra Naturstyrelsen fortalte, hvordan en FSC-certificeret skov forvaltes samt hvordan man i Naturstyrelsen tilgodeser drift og oplevelser med en række miljøhensyn. Området har de senere år været hårdt ramt af orkaner, der har lagt store dele af plantagearealerne ned og mange kræfter er gået til at bjærge træer fra stormfaldet samt at reetablere skovene ved blandt andet at højne andelen af løvtræ.

”Jeg tror, at de fleste blev positivt overraskede over, hvordan hensyn til biodiversiteten tænkes ind i driften: Hvordan man bruger Gallowa-kvæg til afgræsning af nogle af Naturstyrelsens arealer og hvor lang tid, man rent faktisk går og passer og plejer træerne, før der kommer et færdigt produkt videre til savværket, og herfra ud til vores led i kæden,” udtaler Morten Erikstrup, som er udviklingschef hos Frøslev Træ.

Den vilde natur i Bjergskov
Efter et besøg i Frøslev Plantage gik turen videre til Bjergskov syd for Aabenraa. Modsat arealerne i Frøslev Plantage har Bjergskov udelukkende et naturformål. Bjergskoven har været fredet siden 1929 og er unik, idet store dele af fredningen aldrig har været opdyrket. Området er i dag en oase for en række sjældne dyre- og plantearter. Med sin struktur bestående af en mosaik af blandet løvskov og lysåbne arealer domineret af forskellige buske giver området et godt udgangspunkt for at formidle nogle af de naturelementer, der bør tilgodeses i en hensynsfuld skovdrift. 

Deltagerne fik rig mulighed for at opleve naturen og snuse rundt på egen hånd og registrere områdets artsrigdom, hvilket efterlod et stærkt indtryk hos de deltagende medarbejdere fra Frøslev Træ:

”Den anden del af turen i Bjergskov har gjort et stort indtryk. Her er naturen noget helt andet end i plantagen. Vores to guider, Kristian fra FSC Danmark og Martin fra Naturstyrelsen, var gode formidlere og gav os alle stof til eftertanke. De fleste af os er jævnligt ude og nyde naturen, skovene, få frisk luft og en puster fra hverdagen. Men vi kan nok alle blive bedre til lige at stoppe op, se os omkring og nyde det liv, som er derude. Det gav os en god mulighed for et break i en travl og hektisk hverdag. Samtidig lærte vi noget nyt og blev klogere på mange af fordelene ved FSC og bæredygtige produkter,“ udtaler Morten Erikstrup og fortsætter:

”Det var en rigtig spændende eftermiddag, hvor vi lærte en masse. Når man arbejder med træ hver dag, giver det et godt perspektiv at komme ud, hvor det hele starter, nemlig i skoven: At se hvordan det er at leve op til en FSC-certificering ude i skoven, og hvordan det bliver udført i praksis.” 

FSC Danmark vil gerne takke Frøslev Træ og Naturstyrelsen Sønderjylland for en god dag i skoven.