Et nyt internationalt studie viser, at der i de store tropiske skove i Asien, Afrika og Syd- og Mellemamerika findes mellem 40.000 og 53.000 forskellige træarter .
”Dette nye estimat for antallet af træarter i troperne viser med al tydelighed, hvor lidt vi egentlig ved om tropiske skove og den artsrigdom, der findes der. Kernen er, at vi lige nu ikke har bevaringsstrategierne på plads til at beskytte dem allesammen, og hvis nogle træer først uddør, kan de tage hele bølger af uddøen i økosystemerne med sig,” fortæller ph.d. og seniorforsker ved Sektion for Global Udvikling på Københavns Universitet, Ida Theilade.
Betydningsfuldt studie om naturens mangfoldighed
Jens-Christian Svenning, som forsker i biodiversitet ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, mener, at studiet er vigtigt, da det bidrager til at udfylde et tomrum i forskernes viden omkring naturens mangfoldighed.
Ifølge Jens-Christian Svenning står vi i en uheldig situation, hvor vi ved, at vi taber biodiversitet meget hurtigt, og samtidig har vi et dårligt kendskab til jordens arter og deres udbredelse. Det er kun 2 millioner af verdens 10 millioner arter, som er beskrevet på nuværende tidspunkt.
”Det sætter nogle begrænsninger for vore muligheder for at mindske det fortsatte tab. Ved at give en opdateret oversigt over de tropiske træers udbredelse, hjælper studiet lidt på den situation – omend vi har brug for meget mere,” udtaler Jens-Christian Svenning.
Både træ- og dyrearter er truet
I det nye studie har forskerne også fundet ud af, at en stor del af træarterne er mere truede end først antaget på grund af det konstante indhug i deres levesteder.
Ifølge Ida Theilade findes der mange sjældne træer i små populationer, hvilket peger på, at bevaringsarbejdet omkring verdens natur bør justeres. De store beskyttede tropiske naturområder dækker ikke nødvendigvis de truede træarter, som derfor vil forsvinde, hvis der ikke bliver taget specielle hensyn. Og konsekvenserne kan blive store for andre end bare træerne, da mange dyr er højt specialiserede i valget af truede træarter, som de lever af og på.
Vi bruger de samme ti arter
Når vi hos FSC Danmark taler med træbranchen, oplever vi, at det ofte er de samme ti tropiske træarter, som efterspørges af producenter, entreprenører, designere og arkitekter.
”Det nye studies konklusioner illustrerer godt den enorme artsrigdom af træer, der findes i de tropiske skove og dermed også potentialet for kommercialisering af flere arter. Mange af de tropiske træarter er blevet og bliver i dag overudnyttet. Det smalle fokus handler formentlig om, at der er rigtig gode erfaringer med disse. Fra vores synspunkt handler det om at sprede den stigende efterspørgsel på træ ud på flere arter samtidig med, at der sikres en forvaltning med både hensyn til natur og mennesker,” udtaler Kristian Jørgensen fra FSC Danmark.
Overrasket over fordelingen af arter
I det nye studie blev forskerne også overrasket over selve fordelingen af arter.
”Vi har altid været af den overbevisning, at Amazonas har indeholdt flest træarter i verden. Vi kan i det her studie se, at der er lige så mange i Sydøstasien, og det var en overraskelse,” fortæller Ida Theilade.
Forskerne har regnet sig frem til, at de tropiske skove i Syd- og Mellemamerika indeholder mellem 19.000 og 24.000 arter. Det samme gør skovene i Sydøstasien, mens Afrikas skove kun indeholder mellem 4.600-6.000 træarter.
”Mangfoldigheden blandt tropiske træer er større, end vi troede, og fordeler sig anderledes, end vi troede. Det bliver vi nødt til at tænke ind i de bevaringsplaner, vi har for verdens natur. Nyere forskning viser, at artsrige økosystemer er mere robuste over for forstyrrelser og ændringer i klimaet. I en tid med store klimaforandringer forude bør vi alle interessere os for, hvordan vi kan opretholde biodiversiteten omkring os. Ikke mindst i de tropiske skove, da vi endnu ikke kan overskue konsekvenserne, hvis vi mister artsdiversiteten i dem,” slutter Ida Theilade.
Kilde: Videnskab.dk
