Soil Association Woodmark er blevet godkendt af EU som EUTR Monitoring Organisation.

Siden marts 2013 har EUTR gjort det ulovligt at importere illegalt fældet træ til det europæiske marked. 
Soil Association Woodmark er nu godkendt som EUTR Monitoring Organisation som en af kun fire organisationer med kapacitet til at dække hele Europa. Orbicon, Woodmark-partner og ansvarlig for kunder i Skandinavien og de baltiske lande, er glad for Soil Association Woodmarks EUTR-godkendelse.

”Gennem vores partnerskab med Soil Association og de akkrediteringer, som Soil Association opretholder (FSC, PEFC og nu EUTR kontrolorgan), er det os hos Orbicon, som har den direkte kundekontakt og som udfører alle certificerings- og kontrolopgaver i Skandinavien. Anerkendelsen som tilsynsfører af EUTR betyder, at vi nu kan tilbyde danske virksomheder assistance og kontrol i forhold til EU's tømmerforordning,” siger Karina Kitnæs, Seniorrådgiver ved Orbicon. 

Woodmark hjælper virksomheder med at leve op til EUTR’s krav, med et omkostningseffektivt og godkendt Due Diligence-system, og støtte til at implementere dette.  Due Diligence-systemet tillader virksomheder at importere tømmerprodukter og samtidig vise at de lever op til standarden. Karina Kitnæs forklarer:

”Vi tilbyder at assistere danske virksomheder med at opbygge deres Due Diligence-system og gennem årlige tilsyn at kontrollere, at virksomheden har udvist rettidig omhu i forhold til EU-tømmerforordningen. Med vores erfaring fra certificering og andre serviceydelser overalt på kloden er vi godt klædt på til at kunne vurdere gyldigheden og lovligheden af den dokumentation og de oplysninger, som virksomhederne henter hjem for at dokumentere den lovlige oprindelse af det importerede træ.” 

Due Diligence-systemet er blevet udarbejdet som et værktøj i forbindelse med godkendelsen som EUTR-moniteringsorganisation, et værktøj som kan tilpasses den enkelte virksomhed efter behov og omfang. Systemet er opbygget som et excelark, hvor EUTR-kravene er indbyggede, med ja/nej spørgsmål, som enten giver grønt lys til at gå videre eller rødt lys til at stoppe op. Systemet hjælper på den måde virksomheden med at sikre, at produkterne har været gennem en proces, hvor risikoen for potentielt illegale kilder udelukkes.