
Flere danske virksomheder og organisationer var fredag den 26. september initiativrige og satte fokus på deres FSC-indsats under FSC Friday.
Hos FSC Danmark var vi glade for at se det store engagement, som blev lagt for dagen. Tre virksomheder gjorde det ekstra godt og var med i opløbet om at vinde en FSC-skovtur. Södra Timber arrangerede en skovtur for sit personale med bålsted, hvor de ansatte kunne riste pølser og brød. Hos Hornbæk havde man trykt FSC og Hornbaek kaffekrus og rettet fokus på FSC via film. Den tredje virksomhed, der i år har gjort det ekstra godt, er Frøslev Træ. De serverede en flot FSC-lagkage og informerede de ansatte om FSC.
Da de tre virksomheder alle formåede at skabe den helt rette FSC Friday stemning, har vi på kontoret valgt at trække lod imellem de tre virksomheder. Som billedet viser, var den heldige vinder af lodtrækningen Frøslev Træ. Der skal lyde et stort tillykke til Frøslev Træ og en tak for deres bidrag på FSC Friday.
Fra FSC Danmark vil vi gerne takke alle, der hjalp os med at fejre dagen og vi håber, i har lyst til at deltage igen næste år.
FSC Danmark har efter konkurrenceresultatet kontaktet Frøslev Træ og spurgt, hvorfor de valgte at sætte fokus på FSC og fejre FSC Friday:
Vi valgte at sætte fokus på FSC Friday, for at følge op på den gode strøm, som vi oplever i øjeblikket. Der er virkelig god respons på FSC produkter lige nu, og der er intet der tyder på at det klinger af. Vi har også haft behov for at markedsføre FSC internt hos kollegaerne hos Frøslev, for det er vigtigt at vi kan rådgive kunderne om det, da der stadig er stor usikkerhed omkring certificerede bæredygtige produkter på markedet. Så det var en god lejlighed til at stille ekstra skrapt denne dag. Det er dejligt at se, at indsatsen både fra FSC Danmark, og de virksomheder som gør en stor indsats, allerede nu giver resultater. Det er dog vigtigt ikke at hvile på laurbærerne, så hos Frøslev Træ er vi allerede nu ved at planlægge de næste skridt. Målet er at klæde vores kunder - som er trælasterne og byggecentrene i Danmark – på, til at kunne rådgive slutbrugerne endnu bedre, omkring FSC og bæredygtige alternativer.
Kollegaerne hos Frøslev er rigtig glade og stolte over at vi vandt en ekstra præmie denne dag. Det siger sig selv at når man gør en stor indsats, er det ekstra dejligt at få et klap på skulderen for det. Et stort tak skal lyde til Frank Zarp Truelsen som er ansvarlig for vores markedsføring. Han er den kreative sjæl bag vores FSC Friday, og havde fra første sekund en god idé til hvordan den skulle fejres. Siger Morten Erikstrup, udviklingschef. Frøslev Træ A/S