
Med sætningen ”Mine skattekroner skal ikke gå til skovrydning” har Verdens Skove igangsat en kampagne, som har til formål at indsamle underskrifter, der skal vise den nye miljøminister Kirsten Brosbøl, at danskerne ønsker bæredygtigt træ i kommunalt byggeri. På Verdens Skoves hjemmeside kan man skrive under på, at man ikke vil have at ens skattekroner går til skovrydning og at man derfor kræver at regioner og kommuner køber FSC-certificeret træ og trævarer.
Det offentliges købekraft
Sagen er, at det offentlige er Danmarks største indkøber af træ og derfor også en oplagt forgangsmand i forhold til at rykke markedet for bæredygtigt byggeri og derved også FSC-certificeret træ.
”For nyligt satte Staten endelig bindende bæredygtighedskrav på træ-området, men regioner og kommuner spiller også en vigtig rolle” udtaler Ida Rehnström, kommunikationsansvarlig i FSC Danmark. ”Vi er glade for, at Verdens Skove sætter fokus på det her vigtige område og vi håber, at ministeren vil tage det til efterretning. Når det er sagt, så oplever vi faktisk, at man ude i kommunerne også ønsker at bygge grønnere. Derfor vil vi hos FSC Danmark over de næste år have et ekstra fokus på de kommunale indkøb og på at støtte de kommuner, som skulle ønske af frivillighedens vej, at følge vejledningen for bæredygtigt træ.” slutter hun.
Du kan skrive under her