Skovene vil forandre sig langsomt
Den daglige bruger af Aalborg Kommunes Skove vil ikke opleve voldsomme forandringer ved færdsel i skovene, som følge af certificeringen. Der vil dog på langt sigt ske ændringer på flere områder. Der vil for eksempel ske en udvikling mod mere blandede typer af skov med flere forskellige træarter og alderssammensætning på samme areal end hidtil. Mange steder vil der også blive mere vådt i skoven i takt med, at grøfter ikke længere oprenses, og fordi tidligere vådområder bliver genetableret. Vandrestier i skovområderne friholdes, så besøgende i skovene fortsat kan færdes frit.
Som en del af naturbeskyttelsen kan besøgende også komme til at se flere døde træer i skovene - både som stående døde træer og som dødt træ på skovbunden. Det skyldes, at en lang række truede insekter og svampe lever i og på dødt træ. Insekter og svampe bidrager til dyrelivet generelt og til den gode balance i skovens økosystem. Derfor er det et krav for at opnå certificering, at der skal bevares et vist antal træer til naturligt forfald på skovarealerne.
Certificering af Aalborg Skove
Certificeringen af Aalborg Kommunes skove vil både omfatte FSC og PEFC.
Certificeringen skal årligt evalueres, og både FSC- og PEFC-certifikatet er gyldigt i 5 år, hvorefter der skal ske en ny hovedevaluering.
