
Buenos Aires vil være den første FSC® City
Det var Javier Corcuera, præsident for Buenos Aires’ Environmental Protection Agency, der annoncerede byens intention om at blive den første FSC by. Corcuera forklarede, hvordan Buenos Aires allerede er i gang med at forbedre forskellige miljøtiltag. I 2010 vedtog byen blandt andet en indkøbslov, der fastsætter en præference for certificeret træ og træprodukter.
Buenos Aires har desuden en bæredygtighedspolitik for byen, som går udover indkøbspolitikken. Det nyeste tiltag herunder er en lov, der forbyder plastikposer. Fremadrettet skal 580 millioner poser pr. år være 100 % FSC-certificerede papirposer.
Til lanceringen af samarbejdet fortalte Corcuera også, hvordan FSC især kan bidrage til byens mål om at sikre den miljømæssige bæredygtighed i hele produktionskæden. Som et eksempel nævnte han, at alt træ der bruges til at renovere Colón Theater - det mest prestigefyldte operateater i Latinamerika - er fuldt ud FSC-certificeret.
FSC og Buenos Aires underskriver en samarbejdsaftale inden udgangen af 2012, som specificerer byens forpligtelser som FSC by.
FSC forventer at engagere yderligere fire byer i Europa og Sydamerika inden udgangen af 2012, heriblandt en dansk by, som vil blive offentliggjort senere i år.
Kilde: FSC IC