EU: Ulovligt træ bliver ulovligt i 2013

Ulovligt træ bliver ulovligt
Det er idag lovligt at importere og forhandle træ af en ulovlig oprindelse. Det vil den nye lovgivning ændre på. Den nye EU tømmerlov dækker over en generel regulering om handel med træ i EU. Den pålægger operatører, som bringer træ i omsætning på EU’s marked at indføre ”due diligence” systemer, så de kan dokumentere, at de har nedbragt risikoen for handel med ulovligt træ.

Ordningen gør det samtidig strafbart at indføre ulovligt fældet træ på EU’s marked. Endelig indføres der pligt for alle, der handler med træ i EU, til at holde styr på, hvorfra og hvortil de køber og sælger træ og træprodukter.

FSC-certificering som den nemme løsning
En virksomhed bestemmer selv, om den selv vil opsætte sit eget Due Dilligense system eller om den vil gøre brug af nogle af de allerede oprettede mekanismer.

Da det er forventet, at FSC-certificerede produkter bliver forhåndsgodkendt, vil en FSC-certificering af alle produkter, man som virksomhed importerer til EU eller bringer i handel på EUs markeder, således være den en nem løsning af dokumentationskravet.

Sanktionsmulighederne
Miljøministeriet bliver den udøvende magt i Danmark og skal holde øje med implementeringen af lovgivningen. Da det endelige indhold af, hvordan lovgivningen implementeres endnu ikke er færdigudformet, er sanktionsmulighederne derfor heller ikke fastlagt endnu og er først forventet klar til juni 2012. Men det er allerede nu meldt ud, at man arbejder både med bøder og konfiskering af træ fra ulovlig oprindelse eller med tvivlsom dokumentation.

FSC og EUTR
Da det endelige regelsæt endnu ikke er udformet og offentliggjort, er det svært at give nogen garantier. Men det forventes, at 100% FSC-certificeret træ lever op til reglerne, og FSC International regner derfor med at blive forhåndsgodkendt på 100% FSC træ.
FSC International er samtidig ved at revidere standarden for FSC controlled wood, så denne lever op til de kommende regler, hvorved FSC mix produkter dermed også bliver forhåndsgodkendt uden yderligere dokumentationskrav.

Bliver min virksomhed ramt?
Det vil være førstegangsimporterende virksomheder, som bliver pålagt dokumentationskravene.

Det vil sige, at din virksomhed bliver ramt hvis:

  • Du første gang placerer træ-fibrer internt på det europæiske marked. Dette gælder især savværker, som jo er de første til at forarbejde træ.
  • Du er den første, der importerer træ- eller papirprodukter til det europæiske marked. Det vil sige, hvis du eksempelvis får produceret produkter i Asien og henter dem til Europa. Du vil i så fald skulle kunne bevise, hvorfra træfibrerne i produktet stammer og dermed dokumentere, at de har en lovlig oprindelse. Her gælder dokumentationskravet både halvfabrikata og færdige produkter og både produkter af papir og træ.