Anderledes designoplevelse
Under opsætningen har mange af Trapholts gæster vist interesse for udstillingen, der skal give publikum en anderledes designoplevelse og samtidig overraske visuelt. De fire store lokaler dedikeret til "Bæredygtigt design – en skov af ideer" bringer publikum hele vejen rundt om FSC Design Award og FSC-mærket. Der er mulighed for at nærstudere udviklingen af de udstillede designs - fra de første spæde skitser til de færdiglavede produkter skabt af FSC-certificerede træsorter.
Træ i alle afskygninger
Træ i alle afskygninger fylder de fire udstillingslokaler, og træ som materiale er dermed den røde tråd i udstillingen. Hvert træelement har sit eget formål, både visuelt og funktionelt. Titlerne på de enkelte værker er skrevet på træskilte hængende i loftet, og publikum har mulighed for at sætte sig på store træstubbe omgivet af træflis og se en film om FSC. En stor væg præsenterer metervis af FSC-certificerede træprøver, som publikum selv kan tage ned og se nærmere på, og publikum kan også få et indtryk af, hvor mange FSC-certificerede produkter, de omgives af i deres hverdag, ved den store produktinstallation, som udstilles.
Sekretariatsleder Loa Dalgaard Worm siger om udstillingen på Trapholt, ”Med udstillingen vil vi gerne give folk en rigtig god oplevelse og samtidig vise, at bæredygtighed og design sagtens kan kombineres”.
Udstillingen løber fra 16. marts til 27. november 2011 – se mere her
