Den nye undersøgelse viser, at 17 % har et indgående kendskab, som betyder, at de kan kæde FSC's logo og navn sammen og forklare, hvad mærket står for. Herudover kan 34 % af danskerne genkende mærket, hvilket vil sige, at de har set eller hørt om det før. Det giver et samlet kendskab på 51 %.
Tallene bliver endnu mere positive, hvis man kigger på kendskabet hos personer på over 35 år, som har en højere sandsynlighed for at købe produkter, som f.eks. havemøbler, gulve og aviser, hvor FSC-mærket er relevant. I denne gruppe har 20 % et indgående kendskab til FSC, mens yderligere 40 % kan genkende mærket. I kernemålgruppen for FSC er kendskabet således oppe og runde 60 %.
"Det er gået stærkt fremad for FSC-mærket i år med mange nye certificerede virksomheder og produkter på markedet. Det er meget positivt at se, at det også afspejler sig hos forbrugerne. Det er jo i sidste ende dem, der vælger mellem den FSC-certificerede stol og den ikke-certificerede og dermed dem, som kan gøre en forskel", siger sekretariatsleder Loa Dalgaard Worm.
Indgående kendskab steget med 41 %
Det er første gang i tre år, at FSC Danmark har haft mulighed for at få foretaget en repræsentativ og uafhængig undersøgelse af kendskabet til FSC-mærket. Sidst var i 2007, og siden da er det indgående kendskab steget fra 12 til 17 % - en stigning på 42 %. Det svarer til, at 206.000 flere danskerne ikke blot kan genkende FSC-mærket, men også reelt ved, hvad det betyder.
Havemøbler, aviser og mælkekartoner
Undersøgelsen viser også, at mange af de adspurgte genkender FSC-mærket fra tilbudsaviser, møbler, havemøbler og fra aviser.
Flere af undersøgelsens deltagere har også set FSC-mærket på Arlas mælkekartoner. Kartonerne til de to velkendte produktlinjer Harmonie og Lærkevang har båret FSC-mærket siden november i år.
Ydermere svarer mere end halvdelen af de adspurgte, at de fremover vil gå efter etiske produkter, når de handler - herunder FSC-mærket.
Kilde: Epinion for FSC
