FSC Design Award 2010 - Wood You?

Mette Risbæk
Hvorfor har du valgt at være med i FSC Design Award?
"Vi er blevet opfordret til det fra skolens side, fordi konkurrencen henvender sig til os. Det var spændende at høre mere om, hvad FSC er. Så vi er blevet mere bevidste om hvor god en sag, det egentlig er.

Førhen er jeg bare gået ud og købt noget træ. Jeg har ikke rigtig tænkt over, hvor det kommer fra. Nu synes jeg, at det er rart, at tænke historien bag træet med ind i designet.

Det er også noget, jeg vil tænke mere over fremover, og det bliver man nødt til, synes jeg, som designer. Det er vigtigt at tage stilling til, hvor de materialer stammer fra, som man bruger."

Hvad har inspireret dig i designprocessen?
"Jeg er blevet inspireret af den form, som træet har - altså det store hoved og den lille krop. Det er blevet til en lidt projektør-agtig lampe. Det er ordet 'vokseværk', jeg har taget udgangspunkt i.

Jeg blev inspireret af billederne fra konkurrenceoplægget af skoven og træerne, som jeg syntes var spændende at videreføre til designet. Det inspirerede mig til at tage udgangspunkt i noget, der vokser. Lidt ligesom FSC, der også vokser og har behov for at blive endnu større."

Anne Kruse Rasmussen
Hvorfor har du valgt at være med i FSC Design Award?
"Fordi det er en spændende konkurrence. Fordi jeg godt kan lide, at der er en tanke bag de materialer, man bruger i sit design. Og at der er fokus på bæredygtighed i den her konkurrence.

For mig handler bæredygtighed om at passe på miljøet, men jeg synes også, at det handler om at tage sociale hensyn, som man gør i FSC-systemet."

Hvad har du valgt at lave?
"Jeg har valgt at lave en lille reol, der passer ind i små studielejligheder. Meningen er, at det skal være et lettilgængeligt design for mange.

Det er sat sammen af lameller, der kan laves af resttræ. Så det er en enkelt kasse med et par ben og en skuffe. Jeg har også valgt at være med for at lave noget, som jeg ikke har prøvet at lave før. Jeg er selv ret grøn, så det har været rigtig sjovt at prøve en masse nyt."

Hvad har du lært af designprocessen?
"Jeg har lært utroligt meget. Både på værkstedet men også af introduktionen til FSC. Det vidste vi ikke så meget om i forvejen. Det er også noget, jeg vil tænke over fremover.

Jeg kan godt lide tanken om, at man ved, at det træ man bruger, ikke er tyvstjålet, og at man ikke har været med til at udrydde en regnskov, når man går efter FSC-træ."

Petter Frid
Hvorfor har du valgt at være med i FSC Design Award?
"Det er en interessant mulighed at lave et møbel i den her kontekst. Det har været en spændende mulighed at kunne lave møbler i regnskovstræ og at kunne tænke i alternative træsorter. Altså utraditionelle typer af træ.

Det er interessant at se, hvor mange forskellige muligheder, der ligger i de mange træsorter, der er. Både i kvaliteten og i deres æstetiske udtryk.
Jeg bruger ikke regnskovstræ i selve prototypen, men det er spændende at prøve at visualisere, hvordan det kunne se ud i forskellige træsorter."

Hvad har du valgt at lave?
"Jeg har valgt at lave en stol, der kan justeres med forskellige længder snor. Tanken er, at den skal være enkel at lave, så den kan produceres lokalt i landet, hvor træet stammer fra.
Delene skal også kunne laves om til et spisebord, en lænestol og et bord. Så den er multifunktionel."