Levende natur

Selvom træ fældet eksempelvis i Brasilien forbryder sig på den nationale lovgivning, har der indtil nu ikke været noget til hinder for at sælge det lovligt på det europæiske marked.

”Ifølge Verdensbanken løber det samlede globale tab ved den illegale skovhugst op på 10 milliarder dollars om året for stater, virksomheder og skovejere.(...)Samtidig underminerer den ulovlige handel også den lovlige, fordi det illegale træ presser priserne i bund”, står der i artiklen ”Lovligt ulovligt træ til salg”.

Langt om længe er EU ved at indføre en lovgivning, der forbyder import af illegalt fældet træ inden for EU. Illegal skovhugst er en af de helt store grunde til, at der hvert år forsvinder et skovareal i verden svarende til tre gange Danmarks størrelse.

Der er flere årsager til, at skoven forsvinder i så hastigt et tempo, og illegal skovhugst er en væsentlig årsag. Derudover ryddes store områder skov for at gøre plads til andre formål som plantager og marker, der kan imødekomme forbrugernes efterspørgsel på kaffe, ris, soya, palmeolie og så videre.

Oktober-nummeret af ”Levende natur” tager konsekvenserne for dyrelivet og mennesker op, når verdens skove ikke er drevet bæredygtigt. For selvom træ bliver fældet lovligt, er der ingen garanti for, at miljø og mennesker ikke lider overlast i processen.

Læs også hvordan forbrugerpolitisk direktør i COOP, Mogens Werge, beskriver Danmarks største detailhandels ansvar, når det gælder produktionsforholdene bag trævarer.