Kreativ stand stjal opmærksomheden
CODE 10-messen løb af stabelen d. 26. - 30. august i Bella Center i København. Allerede første dag havde FSC-Danmarks stand flere interesserede besøgende, hvor vi fik udbredt budskabet om FSCs arbejde til mange danske virksomheder, designere, studerende og medlemmer af pressen.
Dette års tema på FSC-standen blev også godt modtaget, og mange syntes godt om standen. ”Hvad handler det her om?”, spurgte mange os om, da de så den store, sorte stand med de mange ord på. Temaet i år var, at alt træ har en historie, og at vi som forbruger ikke kender denne, hvis vi ikke bevidst vælger bæredygtige produkter.
Derfor havde vi lavet en stand af anonyme møbler, der alle var blevet malet sorte. Møblerne stod på en sort stand, hvor hvide statements fik en stærk effekt. "Skovafbrænding"?, "Truede dyrearter?", "Rent vand!" og "Fair løn!" var blandt de statements, der stod skrevet med hvidt på de sortmalede møbler på vores stand. Vi ønskede at fortælle, at man som forbruger ikke med sikkerhed kan vide, hvilken historie der ligger bag de produkter, vi indretter vores hjem med, medmindre de er FSC-certificeret.
Reception var samlingspunkt
På messens første dag afholdte vi en lille reception med lækre træstammer og forfriskende, økologiske Søbogaard-saft. Receptionen var dagens samlingspunkt for os og de mange besøgende, hvor vi havde god tid til at tale sammen om træet og om, hvordan dets historie i stadig alt for mange tilfælde ikke har en lykkelig slutning.
”Det betyder meget for os, at vi på CODE 10 fik chancen for at komme helt tæt på folk indenfor designbranchen. Nogle kendte os allerede, nogle gjorde ikke – det vigtigste var, at vi fik fortalt de besøgende om det vigtige budskab, at design sagtens kan være bæredygtigt”, siger kommunikationsmedarbejder hos FSC Danmark, Morten Brodde.
FSC Danmark siger tak for en succesfuld messe
Vi var glade for det store interesse og vil i den forbindelse gerne takke vores samarbejdspartner LogiPrint, der stod for de fine folieprint til både vægge og stand. (www.logiprint.dk)
Derudover vil vi også gerne takke det skønne bageri, Grannys House fra Søborg for de lækre træstammer, der i øvrigt blev revet væk, samt Søbogaard for den økologiske saft, der ligesom træstammerne hurtigt fik ben at gå på.
CODE10 blev besøgt af 3851 personer, hvoraf 91 % var fagfolk.
