Ny undersøgelse: Offentlige indkøbere dumper miljøministerens vejledning

Efter seks års ventetid lancerede miljøministeren i sidste måned en ny vejledning, som skal få offentlige indkøbere til købe mere lovligt og bæredygtige træ - alt fra gulve, møbler og døre til byggematerialer og havneanlæg. Vejledningen er blevet stærkt kritiseret af miljøorganisationerne Nepenthes og WWF Verdensnaturfonden, som mener, at en frivillig vejledning er alt for uambitiøs og ikke bliver anvendt i praksis.

Lovkrav nødvendigt
I en ny undersøgelse, som CASA har lavet på vegne af WWF og Nepenthes, giver de offentlige indkøbere miljøorganisationerne ret, da de peger på manglende lovkrav som en af de vigtigste barrierer for, at kommunen køber mere certificeret træ.

Lasse Juul Olsen fra WWF udtaler:

”Rapporten understreger det, vi hele tiden har sagt. Hvis man ikke laver bindende regler, bliver miljøet konsekvent nedprioriteret i forhold til pris og kvalitet. Konsekvensen er, at der i dag bliver indkøbt store mængder illegalt træ for skatteborgernes penge.”

Fire ud af fem mener, der skal gøres mere
Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt offentlige indkøbere af træprodukter fra 31 forskellige kommuner. Undersøgelse viser blandt andet, at over 40% af de adspurgte indkøbere aldrig havde hørt om den gamle vejledning. Omkring 80% siger, at man både kan og bør gøre mere for at få offentlige indkøbere til at købe mere certificeret træ.

Når denne gruppe blev bedt om at vurdere, hvilke tiltag som mest effektivt vil få kommunerne til at købe mere certificeret træ, bliver en ny frivillig vejledning vurderet til at være det mindst effektive middel.

Ifølge undersøgelsen er de største barrierer for mere indkøb af bæredygtigt og lovligt træ manglende kenskab til certificeringsordninger, manglende viden om, hvor man kan købe certificeret træ og manglende lovkrav.

Bindende regler i andre EU-lande
Danmark er et blandt seks lande i EU, som har indført en offentlig indkøbspolitik for træ. Men i modsætning til de andre lande, så er det i Danmark helt op til de offentlige indkøbere, om de vil følge politikken eller ej.

”Danmark er sakket gevaldigt bagud på dette område. Vi er ikke længere i front, men er i stedet blevet dem, som sænker standarden for offentlige indkøbspolitiker i EU”, siger Jakob Ryding fra Nepenthes.

Miljøministeren er på fredag kaldt i samråd om den offentlige indkøbsvejledning af Benny Engelbrecht(S).

Flest kommuner kender FSC
Casa's undersøgelse viser også, at 80 % af respondenterne kender til FSC-certificeringen og knap halvdelen til PEFC-certificeringen, mens kendskabet til de øvrige certificeringer (SFI, CSA, MTCC) ligger lavere. Dermed er FSC den mest kendte certificeringsordning i landets kommuner.

Samlet har 88 % af respondenterne tilkendegivet, at de i et vist omfang kender til et eller flere af certificeringsordningerne. Disse er spurgt, hvor de kender ordningerne fra. De fleste angiver medier, kampagner og kolleger/-netværk, FSC Danmark samt Miljøstyrelsen eller andre offentlig myndigheder, som de vigtigste kilder. Kommunale indkøbspolitikker ligger relativt lavt på listen.

Fakta fra CASA-rapporten
Undersøgelsen evaluerer de offentlige indkøberes kendskab til ministerens gamle vejledning fra 2003, samt deres forventninger til effekten af en ny frivillig vejledning. Den er udarbejdet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt 53 offentlige indkøbere af træprodukter fra 31 forskellige kommuner. Undersøgelsen viser, at:

  • Over 40 % af de adspurgte indkøbere aldrig havde hørt om den gamle vejledning før.
  • Omkring 80 % mener at man kan og bør gøre mere for at få kommunerne til at købe mere certificeret træ.
  • Af disse mener omkring 70%, at manglende lovkrav på området er en af de vigtigste barrierer for at kommunerne køber mere certificeret træ.
  • Samme gruppe vurderer, at en ny frivillig vejledning vil være det mindst effektive af 11 mulige tiltag, som skal øge indkøbet af certificeret træ i kommunerne.

Download rapporten her.

Kilde: Nepenthes