Tropical Forest Trust lavede i 2009 en større undersøgelse af 123 certificerede tropiske skove i Amerika, Asien, Afrika og Oceanien. Undersøgelsen konkluderer, at FSC er med til at skabe sociale, miljømæssige og økonomiske forbedringer i de certificerede skove sammenlignet med normale skovbrug.
TFT-undersøgelsen er baseret på offentlige resuméer og audit-rapporter fra de certificerede skove. Undersøgelsen viser også, at der generelt opstår langt færre problemer i certificerede skovområder end i konventionelle skovområder. Samtidig løses de problemer, der opstår, også mere effektivt og tilfredsstillende.
I en anden undersøgelse af Tropenbos International er 67 forskellige undersøgelser af skovcertificering blevet analyseret. Ophavsmændene til undersøgelsen konkluderer, at certificeret skovbrug gavner biodiversiteten i de certificerede skove, og at ”brugen af FSC-standarder inden for skovbrug kommer tættest på bæredygtig skovdrift”.
Det stærkeste brand
Ifølge Tropical Forest Trust’s undersøgelse af tropiske skove har FSC-certificering flere styrker sammenlignet med andre certificeringsordninger. Udover at være den mest udbredte og bæredygtige ordning, bliver det også slået fast, at FSC’s skovcertificering er det mest komplette system til styring af skovbrug, samtidigt med at det er den ordning, der giver den største gennemsigtighed og sporbarhed.
”Dette er netop grunden til, at så mange forskellige brancher arbejder med FSC, og hos FSC værdsætter vi selvfølgelig, når videnskabelige undersøgelser igen og igen bakker op om hele FSC’s eksistensgrundlag og ideologi”, siger Ida Rehnström, Kommunikations- og kampagneansvarlig hos FSC Danmark.
Kilder: Tropical Forest Trust, Tropenbos International & FSC US
