
Med dette skridt sidestiller Gucci gruppen sig med Hugo Boss, H&M, Bulgari, Ferragamo og Tiffany & Co., som alle har besluttet, at de ikke vil have deres brands sat i forbindelse med rydning af regnskov og klimaforandringer.
På verdensplan er ødelæggelsen og fældningen af skove ansvarlig for 20% af den menneskeskabte CO2-udledning. I Indonesien, som forsyner det meste af USA med papir, er meget af skovrydningen i høj grad drevet af træmasse- og papirindustrien, herunder specielt den kritiserede virksomhed ”Asia Pulp and Paper”.
Kan ses på verdensudledningen af drivhusgasser
Dette skader i høj grad klimaet såvel som regnskovene. Indonesiens voldsomme skovrydning står alene for ca. 8 % at den globale udledning af drivhusgasser, dette er mere end hele USA’s samlede transportindustri udleder.
Gucci tilslutter sig med sin omfattende strategi en af de bedste og mest ansvarlige papirstandarder i industrien. Gucci har forpligtet sig til at minimere papirmængderne, som bruges i virksomheden og de vil derudover kun benytte sig af genbrugspapir eller FSC-certificeret papir inden udgangen af 2010.
”Regnskove er ikke en luksus, men helt igennem en nødvendighed hvis verden ønsker at stoppe klimaforandringerne” udtaler Mimma Viglezio, executive VP for global communications. Hun fortsætter: ”Vores tiltag nedsætter vores egne CO2 fodspor, men vi håber samtidigt, at de vil skabe opmærksomhed om, at alle i modeindustrien kan være med til at gøre en positiv forandring for regnskovene og klimaet”.
KILDE: www.grist.org