news

Københavns Kommune er en del af et partnerskab for offentlige grønne indkøb, der bl.a. tæller Miljøministeriet og Århus Kommune, som skal øge efterspørgslen på bæredygtige produkter mærket med officielle mærkningsordninger som fx FSC-mærket.

Københavns Kommune har gjort ord til handling ved at anlægge et dansegulv i Fælledparken af tatajuba-træ med FSC-certifikat. Det betyder, at dansegulvet er sporbart, legalt fældet og har en bæredygtig oprindelse.

Projektet er udført af den danske entreprenør Hoffmann med træ fra den FSC-certificerede trægrossist TRACER.

Grønne offentlige forpligtelser vokser
Miljøministeriet samt København, Odense og Århus kommuner stiftede Partnerskabet for offentlige grønne indkøb i 2006. Siden er Egedal og Herning kommuner kommet med – og senest Sønderborg Kommune.

Med de godt 75.000 indbyggere i Sønderborg Kommune repræsenterer partnerskabet nu et samlet indbyggertal på over 1,2 mio. borgere.

Som deltager i det grønne offentlige partnerskab forpligter kommunerne sig til at have en grøn indkøbspolitik, som skal være tilgængelig på kommunens hjemmeside, og til at nå konkrete mål på udvalgte områder.

Samtidig skal kommunerne medvirke til at skabe positiv debat om offentlige grønne indkøb, bl.a. ved at formidle erfaringer med arbejdet med grønne indkøb.

Kilde: www.tra-cer.com & Miljøstyrelsen