news

Hvilke FSC-interesser varetager I som organisation?
"I Nepenthes anser vi FSC for at være et vigtigt redskab til at standse de globale skovødelæggelser ved at sikre en bæredygtig produktion af træ. Vi arbejder for at promovere FSC mærket samt for at sikre, at FSC systemet fortsætter med at være gennemsigtigt, troværdigt og ambitiøst. Derudover søger vi gennem udviklingsprojekter i Mellemamerika at bruge FSC som et redskab til at promovere bæredygtig skovforvaltning som et godt alternativ til skovrydninger.

Vi promoverer FSC til forbrugere, virksomheder og beslutningstagere gennem kampagner, hvor vi sætter fokus på problemerne ved ulovlig handel med og ikke-bæredygtig produktion af træ. Vi bringer desuden opmærksomhed på de virksomheder, vi mener i særlig grad fejler at leve op til sit etiske ansvar.

Indadtil i FSC systemet arbejder vi for at sikre gennemsigtighed og troværdighed, samt at mærket fortsat garanterer en høj miljø- og social standard i skovforvaltningen. Dette gør vi ved at deltage aktivt i de arbejdsgrupper som nedsættes, deltage i revisionen af gamle standarder og udarbejdelsen af nye samt at fremsætte forslag til FSC’s treårlige internationale generalforsamling."

Hvorfor blev I medlem af FSC Danmark?
"Vi deltog i den første danske FSC-arbejdsgruppes arbejde med at udvikle en dansk FSC skovstandard for at sikre et højt miljømæssig niveau i standarden. Vi fortsætter med at støtte FSC Danmark, da vi mener FSC Danmark har en vigtig rolle i at promovere FSC i Danmark. Et godt samarbejde med FSC Danmark bringer os nærmere vores egne mål."

Hvad er jeres seneste succesoplevelse med FSC?
"Vi har løbende succesoplevelser i vores FSC arbejde. Til FSC’s generalforsamling i November 2008 formåede vi at få vedtaget forslag, som skærper kontrollen med certificeringsfirmaer, som ikke lever op til FSC’s regler, forslag som sikrer bedre adgang til certificering for små skovejere i syd og forslag, som forbedrer det eksisterende ”Controlled Wood” system.

Gennem vores kampagner for at promovere FSC kan vi se et øget kendskab til FSC blandt forbrugere, virksomheder og beslutningstagere i Danmark og kan se et øget udbud af FSC-certificerede produkter.

I Mellemamerika har småskovejere opnået FSC certificering og fastholder en bæredygtig produktion, blandt andet gennem eksport af produkter til Danmark. Skovene er ikke længere i fare for at blive ryddet da de i dag har en høj værdi for skovejerne."

Hvad er jeres næste FSC-målsætning?
"Vores næste FSC målsætninger er blandt andet:

1) Vi har opstartet en række nye skovprojekter i Mellemamerika, som forhåbentlig vil blive en lige så stor succes som vores tidligere projekter.

2) At fortsætte med at øge kendskabet til FSC i Danmark, samt at udbudet af FSC-certificerede produkter stiger og i fremtiden vil omfatte flere produktgrupper.

3) At miljøministeren anerkender FSC som den eneste garant for bæredygtighed og sætter ambitiøse mål for, hvornår offentlige indkøbere udelukkende køber FSC-certificeret træ.

4) At FSC begynder en udfasning af brugen af ikke-certificeret træ, fastholder den skærpede kurs overfor certificeringsfirmaer og fortsætter med at udvikle sine standarder så de forbedrer adgangen for de små skovejere i syd."

Hvordan ser I fremtiden for FSC-mærket?
"FSC har over de seneste år oplevet en kæmpe stigning i kendskab, i antallet af certificerede virksomheder og i størrelsen af det samlede certificerede skovareal. Vi håber at denne glædelige udvikling fortsætter, og at FSC i fremtiden vil blive lige så kendt blandt danskere som Ø-mærket er det i dag."

> Læs mere om Nepenthes

Kilde: Bestyrelsesmedlem og ansvarlig for certificering i Nepenthes, Jacob Ryding

Næste "Ugens Medlem": Inwido