Global Timber blev FSC-certificeret i 2006 og har nu også meldt sig ind i FSC Danmark for at signalere til andre virksomheder i branchen, at det er muligt at købe tropiske træarter og samtidig passe på verdens skove.
“FSC Danmark giver os adgang til viden og ekspertise, og så vil vi gerne støtte det anerkendte miljømærke i træbranchen og hjælpe med at løfte FSC’s vision,” siger Anders Bitzer, Managing Director hos Global Timber og tilføjer, at medlemskabet også giver adgang til gode netværksmuligheder, der gør det muligt at rykke på de udfordringer, som hele branchen oplever.
Mindre kendte tropiske træarter
Global Timber sælger FSC-certificerede kævler, savet træ, terrassebrædder, lister og tilbehør inden for mange forskellige træarter. Med deres medlemskab vil de gerne være en aktiv medspiller i sagen om at støtte og sprede ordet om brug af mindre kendte tropiske træarter, og hvilke positive fordele det har.
FSC giver ro i maven
Global Timber er interesserede i at passe på naturen, så kilden, til det træ de bruger, forbliver intakt.
“En vigtig del af vores samarbejde med FSC er, at det giver os ro i maven at handle med FSC-certificeret træ, når vi sourcer fra nogle mere udfordrede områder i verden. Når vores kerneforretning er så afhængig af naturen, skal vi bidrage på alle måder til at bevare vores globale skove. Med FSC kan vi dokumentere vores respekt for skoven og dens store klimamæssige betydning,” siger Anders Bitzer, Managing Director.
Global Timber oplever en stærkt stigende interesse for bæredygtige varer og har derfor sat en ambitiøs målsætning om, at deres totalsalg i 2025 skal være 80% certificeret træ.
“At være FSC-certificeret er blevet et vigtigt parameter for vores kunder, så man kan sige, at det er vores ”ticket to play” med de store kunder, som også kan mærke den bæredygtige efterspørgsel fra deres slutkunder,” siger Anders Bitzer, Managing Director.
Om Global Timber
Global Timber er en international virksomhed med mere end 40 års erfaring i import og eksport af hårdttræ. Hovedkontoret i Aarhus huser samtidig Nordeuropas største hårdttræslager på 5.000m3 med over 40 forskellige træarter af højeste kvalitet.
Læs mere om Global Timber.