I den FSC-certificerede skov Vesterskoven på Midtsjælland ved Ringsted får biodiversiteten masser af plads. Her har skovejer Carsten Følsgaard, direktør Jørn Pohl Nielsen og skovforvalter Bjørn Krüger Veng nemlig fokus på at drive en sund og artsrig produktionsskov gennem naturindsatser, der tilgodeser både dyre- og planteliv, skovdrift og jagtinteresser.
“Vores formål er at styrke biodiversiteten - at gøre skoven lækker - og derigennem skabe erfaring og inspiration til andre skovejere,” fortæller direktør i Vesterskoven I/S Jørn Pohl Nielsen.
Samarbejde med København ZOO
Vesterskoven huser en af Danmarks få bestande af den truede bille Grøn Pragttorbist. Billen har en helt særlig status i Vesterskoven, da den for tre år siden blev startskuddet til et genudsætnings- og biotopforbedrende projekt for sin egen art i samarbejde med biologer fra København ZOO.
Projektet er et godt eksempel på, hvordan man i et samarbejde mellem flere forskellige fagfolk kan indføre tiltag i skoven, der højner biodiversiteten, samtidig med at der er fokus på driften og skovejerens andre ønsker såsom jagt og rekreative aktiviteter.
"Vi er gået ind i projektet med respekt for skovejerens ønsker og behov. Naturbevarelse handler nemlig også om mennesker. Vi ved noget om biodiversitet, og de ved noget om skovdrift. I den dialog supplerer og udfordrer vi hinanden helt rigtigt og skaber resultater sammen,” fortæller Eddie Bach, København ZOO.
Også Bjørn Krüger Veng, skovfoged hos Skovdyrkerne Øerne er begejstret for samarbejdet:
Det vi prøver at vise i Vesterskoven er, at mange ting godt kan forenes, og det understreger vores samarbejde med København ZOO. Det skaber en faglig ballast og udfordring, som er enormt værdifuldt for mit arbejde som skovfoged. Jeg kan rigtig godt li’ at producere træ og dyrke skov, men jeg ved også, at hvis man står for hårdt på den side, man selv kommer fra, så kommer man ingen vegne – i Vesterskoven vil vi gerne udvikle os.
Redekasser sættes op i Vesterskoven (foto: ZOO)
Grøn Pragttorbist (foto: ZOO / Steen Drozd Lund)
Skovejer Carsten Følsgaard
Skovfoged Bjørn Krüger Veng
Redekasser i Vesterskoven
Larver af Grøn Pragttorbist (foto: ZOO)
Direktør i Vesterskoven I/S Jørn Pohl Nielsen
Forvaltet biodiversitet - kræver mod og vilje
Som med mange andre sjældne og sårbare arter i den danske natur har Grøn Pragttorbist en særlig kombination af krav til dens levested. Den metalskinnende bille lever i de hulrum, der opstår i gamle rådne træer, og dem kan der være langt i mellem i de danske produktionsskove.
“Naturen i Danmark er under pres og har brug for hjælp i form af mere plads, genoprettelse af naturlige dynamikker, store sammenhængende arealer, græssende dyr, lort og ådsler. Da der kun er begrænsede arealer til den type tiltag herhjemme, så er der brug for, at de dyrkede skove viser mod og vilje til at tænke arterne ind i driften af deres arealer. Man kan kalde det forvaltet biodiversitet,” siger Eddie Bach, København ZOO.
I Vesterskoven har de opsat redekasser og veteraniseret udvalgte træer, dvs. fremprovokeret aldringen af et træ, som på sigt kan udvikle sig til gode levesteder for Grøn Pragttorbist, når svampe og andre insekter har skabt hulrum i det rådne træ.
Foto: ZOO / Steen Drozd
-
Fakta om Grøn Pragttorbist
Grøn Pragttorbist er en varmeelskende metallisk grøn bille på mellem 14-19 mm. Den voksne bille lever på en række blomster af buske og stauder, men lader til særligt at være tilknyttet Hyld. Billen kræver lysåbne skovområder og ses oftest i skovlysninger eller skovbryn, men behøver også ældre løvtræer, som eg og bøg, hvori den yngler.
Pragttorbisten er en saproxylisk art, hvilket vil sige, at den kræver død træmasse, her lever og udvikler dens larver sig nemlig. Hulninger og skader i ældre træer er derfor en forudsætning for arten.
Grøn Pragttorbist er kritisk truet på Den Danske Rødliste med kun ganske få bestande. Den er kun registreret på en lokalitet i Midtjylland og på et par lokaliteter på Midtsjælland.
FSC tilbyder certificering af økosystemtjenester for naturindsatser
Selvom enhver skovejer i teorien blot selv kan gennemføre ekstra naturtiltag i deres skove, som med eksemplet her i Vesterskoven, så skubber FSC på udviklingen ved at skabe rammen for at kunne certificere naturtiltag.
Med FSC-økosystemtjenester har FSC åbnet døren til at skabe en økonomi for beskyttelse og genoprettelse af skovenes værdier. Der er ikke tale om en særskilt certificering, men et tilbud under FSC-certificeringen, så man blot bygger videre på en af verdens mest anerkendte standarder for bæredygtig skovdrift.
“Igennem FSC-certificering af økosystemtjenester er det blevet nemmere som skovejer at kvantificere og dokumentere sin indsats for natur og mennesker. Dermed kan man skabe en forretningsmodel, hvor man tjener penge, på al den værdi skoven skaber udover den almindelige drift,” siger direktør i FSC Danmark Søren Dürr Grue.
Vesterskoven støtter implementering af naturstyringsinstrumenter som FSC, og håber at kunne bidrage med empirisk funderet forskning til standarder, som har den mest positive effekt på naturen, samtidig med at skoven holdes økonomisk rentabel, siger direktør i Vesterskoven I/S Jørn Pohl Nielsen.
Læs mere om certificering af økosystemtjenester
Vesterskoven ved Ringsted er ejet af Carsten Følsgaard og forvaltes af Skovdyrkerne. De 565 hektar består af løv, nål og flere blandingsbevoksninger, hvoraf 425 hektar drives forstligt med stort fokus på udvikling af biodiversitet.