I juni 2021 indgav en gruppe europæiske importører af tropisk træ et åbent brev til den brasilianske skovsektor. Det såkaldte ”An Amazon Initiative”. Brevets hensigt var at motivere markedet for dokumenteret bæredygtigt tropisk træ ved bl.a. at tydeliggøre nuværende og forventede fremtidige markedskrav i Europa (læs brevet her). I Danmark manifesterer et af disse krav sig i form af krav om dataindsamling i værdikæderne og beregning fra byggematerialers og bygningers miljøbelastning, altså en livscyklusvurdering serveret i EPD-format.
Der var fra gruppens side en vis bekymring for den mulige markedsbarriere for tropisk træ og materialer fra værdikæder med mindre modenhed og know-how inden for dataindsamling og komplekse beregninger. Gennem Amazon initiativet er der således iværksat en række tiltag, der vil kunne afbøde sådanne barrierer.
Gennem et pilotprojekt testes en simplificeret og low-cost men stadig verificerbar dataindsamlingsmetodik, der vil kunne repliceres ikke blot i tilsvarende tropiske værdikæder, men for træfiberværdikæder generelt. Hertil pågår et større arbejde med at afdække området, slå bro over videnskløfter og udvikle et formidlingsformat og -indhold, der kan guide og støtte berørte virksomheder og deres værdikæder. Endelig er der etableret en netværksgruppe, der på regelmæssig basis mødes til videndeling og diskussion af særlige udfordringer og udviklingen inden for området.
An Amazon Initiative-projektet og drøftelserne i netværksgruppen danner grundlag for FSC Danmarks fortsatte fokus på livcyklusvurderinger af træbaserede produkter og udviklingen inden for lovkrav og praksis.