”Transaction verification”

Bedre biodiversitet i skovene har været hovedelementet i den naturpakke, som den tidligere V-regering og Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti vedtog sidste år.

Her indgik kortlægning af naturmæssigt særlig værdifuld skov – både i offentlige og private skove – for bedre at kunne styrke biodiversiteten i skovene og for at støtte op om certificering af skovene. Men den private del bliver nu droppet, oplyste Miljø- og Fødevareministeriet sent mandag aften.

”FSC Danmark anså særligt kortlægningen af naturmæssig særlig værdifuld skov i de private skove som et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Denne kortlægning ville i kombination med den nye FSC-skovstandard, der er på trapperne, betydeligt lette omkostningerne ved FSC-certificering af netop de private skove. Derfor deltog vi også i en følgegruppe i arbejdet med at udvikle en nøgle til kortlægningen og lagde timer i arbejdet, som vi anså som essentielt for at gøre certificering realistisk for private skovejere.” siger Sofie Tind Nielsen, FSC Danmarks facilitator af standardrevisionen. ”At denne kortlægning nu ikke gennemføres er under al kritik. Følgegruppen har ikke været konsulteret om denne beslutning og heller ikke Ministerens direkte rådgivningsorgan Skovrådet har været inddraget.”

FSC Danmark står uforstående over for beslutningen, da denne kortlægning ellers skulle lette dansk privatskovbrugs adgang til det danske og internationale marked, der i højere og højere grad efterspørger bæredygtigt FSC-certificeret træ.

Certificeringsspørgsmålet centralt i debatten af naturpakken
Op til vedtagelsen af regeringens naturpakke i foråret 2016 var FSC-certificering af de danske skove ellers et tema i de politiske diskussioner om mere urørt skov på statens arealer. Flere repræsentanter fra skovbruget og træproducerende virksomheder samt deres brancheorganisationer var bekymrede over det forventede tab af FSC-certificeret driftsareal og deraf forventet nedgang i træressourcen. Flemming Larsen, direktør i Træ- & Møbelindustrien, udtrykte følgende med henvisning til FSC-certificering:

”Træ fra danske statsskove er produceret bæredygtigt og anvendes til produkter, som danske virksomheder sælger på de store eksportmarkeder i bl.a. Kina og USA - produkter, som er meget eftertragtede, blandt andet fordi danske virksomheder har en meget stærk miljøprofil. Hvis danske træ- og møbelvirksomheder fremover skal hente væsentligt mere råtræ i udlandet, vil det ikke kun fordyre et i forvejen miljørigtigt produkt, men også gøre produktet mindre bæredygtigt på grund af den ekstra transport.”

Aftalens partnere opfordrede dengang de private skovejere til certificering og lovede tiltag, der ville støtte dette. Men med gårsdagens beslutning, synes man i stedet at trække i den modsatte retning. Vi kan derfor nu se frem til en fortsat skæv konkurrence, der forfordeler de allerede FSC-certificerede statsskove og øger udfordringerne for de private skove.

Beslutning influerer også ikke-certificerede skove
De private skove, der ikke er FSC-certificerede eller har planer om at blive det, vil også få udfordringer ved at kunne levere ind til FSC-systemerne igennem Controlled Wood-ordningen.

Eksperter vurderede således i maj, at der er en risiko for, at naturværdier trues ved driften af de danske privatskove, og at træet derfor ikke uden yderligere kortlægning og tiltag kan klassificeres som FSC Controlled Wood og indgå i FSC Mix-produkter. Denne konklusion bunder netop i, at man i de danske privatskove ikke har en kortlægning af de naturmæssigt særligt værdifulde skove.

Da efterspørgslen på FSC Controlled Wood er høj i Danmark fra flere forskellige industrier, var håbet, at den planlagte kortlægning ville kunne sikre lav risiko på træ - også produceret i de private skove – og dermed gøre udbuddet større og kravene nemmere at leve op til. Aflysningen giver derfor nu ekstra omkostninger til de ikke-certificerede private skove, der leverer til FSC-certificerede virksomheder.