Tanzania er og har altid været plaget af illegal skovhugst. I knap fem år har den danske WWF afdeling arbejdet sammen med WWF Tanzania og den lokale organisation Mpingo Concervation Development Initiative (MCDI) for at få FSC-certificeret kystskovene i Kilwa, som ligger i den sydlige del af Tanzania. Dette resulterede i 2009 i Afrikas første FSC-certificerede landsbyskov.
Maj Manczak fra WWF Danmark er ansvarlig for FSC-projektet i Kilwa og følger Mette og FSC Danmark på turen. ”For år tilbage så vi, at helt op imod 90 % af alt træ eksporteret fra Tanzania til Kina var illegalt fældet. I dag er situationen bedre, men en stor del af alt eksport er i dag stadig illegal,” fortæller Maj. ”Det betyder, at landet går glip af masser af skatter og afgifter, som ellers kunne være brugt på f.eks. skolebyggeri,” uddyber hun.
Skovene forsvinder langsomt
Men det er ikke kun den internationale tømmerindustri, som er med til at fælde den skov, der er tilbage i landet. Det er i høj grad også lokale kræfter, der er med til at tynde ud i skovområderne på en ubæredygtig måde.
I vejkanterne sælger de lokale snittede træfigurer i den eftertragtede men truede sort Mpingo, og over alt ses store sække med trækul udvundet fra områdets skove. Ifølge Maj er det en mere ’stille’ form for ødelæggelse af skovene, man ser i Tanzania. ”Det er en langsom udnyttelse, hvor lokale løbende henter de dyreste og mest attraktive sorter og dermed tynder skovene, til de ikke længere har en værdi. Herefter bliver de måske fældet helt.”
Det er ikke en bæredygtig løsning. Derfor skal Mette besøge Kilwa-området og fire FSC-skovområder, hvor hun skal se, om FSC kan skabe økonomi af skovene uden at ødelægge dem.
Følg Mettes rejse her.
