FSC Congo Basin

Congo-bassinet, som ligger tæt ved ækvator i det Centrale Afrika, er hjemsted for verdens næststørste regnskov og et meget vigtigt område for biodiversiteten. Regnskoven er levested for mange dyrearter som f.eks. gorillaer, chimpanser, skovelefanter og mange forskellige fugle- og plantearter.

Men Congo-bassinet er også hjemsted for en stor befolkningsgruppe, som er udfordret af fattigdom og manglende adgang til uddannelse og sundhedsydelser. Befolkningen er afhængig af tømmer fra skovene som kilde til arbejde og økonomisk udvikling.

FSC-certificering sikrer, at der passes på skovene, så de ikke ryddes og biodiversiteten i skovene bevares. FSC-systemet har især fokus på, at skovdriften skal sikre, at truede arter beskyttes.

FSC-certificering ville ikke være bæredygtig uden støtte og engagement fra lokalsamfundet og oprindelige folk, som bor i skovene og som er afhængige af skovene ift. føde samt kulturelle og religiøse behov. Derfor stiller FSC krav om, at lokalsamfundet høres og inddrages i beslutningsprocesser, som vedrører skovene, og at arbejderne sikres et sikkert arbejdsmiljø.

Det betyder, at de mange spirituelle og kulturelle værdier i skovene bevares, samtidig med at samfundet opnår en økonomisk fordel. Herudover opnår samfundet ofte andre sociale goder – som f.eks. adgang til lægehjælp og uddannelse – som er en del af de sociale forpligtelser, der kræves af de FSC-certificerede virksomheder og som forhandles som en del af certificeringsprocessen.

På den måde er certificering til gavn for både skoven og dens samfund, men det stopper ikke her. For driften af skovene ville ikke være bæredygtig, hvis de certificerede virksomheder ikke kunne opnå en økonomisk gevinst. Derfor arbejder FSC aktivt på at skabe et lokalt og globalt marked for FSC-certificerede produkter for på den måde at sikre økonomiske fordele for de skovejere, som driver deres skove ansvarligt og efter FSC’s principper.

To undersøgelser fra CIFOR og Wildlife Conservation Society viser, at FSC-certificerede skovområder i Congo-bassinet giver flere samfundsmæssige fordele end ikke-certificerede skovområder, og at FSC-certificerede skovområder i Gabon tager bedre hånd om dyrelivet – resultater som FSC har været med til at skabe.

Så det er både faktuelt forkert og selvmodsigende at fremstille tropisk træ som ikke-bæredygtig. Det afhænger altid af konteksten. Et øget marked for produkter fra ansvarligt drevne skove i regioner som Congo-bassinet vil nemlig sikre; at virksomheder fortsætter med at engagere sig i FSC og ansvarlig skovdrift; at lokalsamfundet og indfødte folk fortsætter med at opnå fordele fra skovene; og at skovene – og arterne som lever i dem – vil være der i fremtiden.

Original artikel fra FSC International: https://ic.fsc.org/en/news-updates/id/2331