news

Den hollandske regering har i stil med mange af deres europæiske naboer udviklet en indkøbsvejledning til træ og træbaserede produkter. Denne vejledning skal gøre det nemmere for indkøbere i offentlig regi at finde bæredygtige træprodukter, når der fx skal købes nye bænke til de offentlige parker.

Det hollandske Miljøministerium har derfor nedsat et udvalg (TPAC), der skal evaluere forskellige certificeringsordninger for at finde ud af, hvilke ordninger der lever op til den hollandske vejledning til indkøb af træ og træbaserede produkter.

FSC anbefales
Resultaterne af de første evalueringer ligger nu klar. FSC, PEFC Tyskland og FFCS (PEFC Finland) lever alle op til kravene i den hollandske indkøbsvejledning og kan derfor anbefales til de offentlige indkøbere i Holland.

Men ifølge evalueringerne er FSC mere bæredygtig end de andre certificeringsordninger.

FSC nr. 1
De tre godkendte ordninger er blevet vurderet ud fra en række principper for bæredygtig skovdrift, og FSC-ordningen får med 33 point topkarakter.

PEFC Tyskland scorer næsthøjest med 27 point, og FFCS (PEFC Finland) indtager tredjepladsen med 26 point. Dermed er FSC den af de tre certificeringsordninger, der lever mest op til de hollandske kriterier for bæredygtig skovdrift.

FSC mere social
FSC-ordningen skiller sig bl.a. ud fra de andre certificeringsordninger, når det gælder det sociale aspekt af bæredygtig skovdrift. På dette punkt lever FSC op til alle underkriterier - fx til kravet om respekt for oprindelige befolkningsgruppers rettigheder, hvilket finske FFCS ikke gør.

FSC lever også 100 % op til kravet om offentlig tilgængelig information om bl.a. skovdriftsplaner, hvilket både FFCS og PEFC Tyskland ikke gør.

I modsætning til de to andre godkendte certificeringsordninger, som er nationale, gælder den hollandske blåstempling af FSC samtlige nationale FSC-standarder. Dette bekræfter FSC-systemets styrke som international certificeringsordning med globale principper.

> Læs mere om TPAC’s undersøgelser her.

Kilde: TPAC