![FSC Danmark FSC Danmark](/sites/default/files/styles/621x385sc/public/assets/FSC_newsentry_1589789108_image.jpg?itok=UcIXGhPc)
FSC Danmarks medlemsundersøgelse fra marts 2020 viser, at 90% af respondenterne er tilfredse med deres medlemskab. Undersøgelsen sætter fokus på FSC Danmarks arbejde, aktiviteter, samarbejder og services.
Netværk og viden er den vigtigste medlemsservice
87% af de medlemmer, som deltog i undersøgelsen, svarede, at adgang til netværk og viden er den medlemsservice, som har størst betydning for dem. Herefter indtog dialog og vejledning om certificering andenpladsen, og på tredjepladsen dag til dag sparring.
“Vi vægter medlemmernes svar højt, og sætter derfor stor pris på alle de besvarelser, vi kan få. Det betyder meget for vores arbejde at få et indblik fra vores medlemmer, så vi ved, hvad vi gør godt, og hvor vi ellers bør sætte ind,” fortæller Søren Dürr Grue, Direktør i FSC Danmark.
Bæredygtighed og trends
En af de services der også scorer højt i undersøgelsen, er dialog og vejledning om bæredygtighedsstrategier og trends. For 54% af respondenterne er det en meget vigtig eller vigtig medlemsfordel. FSC Danmark er glade for det brede samarbejde og oplever i stigende grad at blive inviteret med til strategiske møder hos medlemmernes ledelser.
“Med forholdsvis simple værktøjer er vi i FSC Danmark begyndt at tackle bæredygtighedsarbejdet sammen med vores medlemmer. Vi tror nemlig på, at den holistiske tilgang til bæredygtighed, hvor certificering alene ikke længere er nok, kommer til at vokse i 2020, og at vi er nødt til at kunne tilbyde service på det område for at hjælpe vores virksomheder videre ind i den næste fase. En fase, vi i øvrigt ikke kan få armene ned over, at vi er nået til,“ siger Loa Dalgaard Worm, Direktør for strategi og udvikling, FSC Danmark.
Et konkret eksempel på FSC Danmarks strategiske arbejde med bæredygtighed er konferencen Designing for Sustainability.
Hvorfor blive medlem?
FSC Danmark er en aktiv non-profit medlemsorganisation og et stærkt netværk. Vi samarbejder med vores 124 medlemmer, som både tæller anerkendte NGO’er og et bredt udsnit af dansk erhvervsliv, for at fremme ansvarligt skovbrug.
Virksomheder og NGO'er vælger først og fremmest at blive medlem af FSC Danmark, fordi de gerne vil være med i et ambitiøst netværk, der arbejder for at skove drives bæredygtigt til gavn for nuværende og kommende generationer. NGO’er og virksomheder bliver også medlem af FSC Danmark for at få indflydelse på, hvordan FSC udvikler sig og for at samarbejde med sekretariatet om at sætte bæredygtigt skovbrug på dagsordenen i samfundet generelt og i vigtige politiske processer. For mange virksomheder er medlemskabet desuden et vigtigt supplement til deres FSC-certificering eller varemærkelicens. Med medlemskabet får de en række gratis medlemsservices og -fordele, som understøtter deres bæredygtighedsarbejde og styrker deres FSC-profil.
Har din organisation lyst til at være medlem af FSC Danmark, kan du læse mere om, hvad der skal til for at blive medlem lige her.