”Hvis loven anvendes korrekt, har den potentiale for at reducere illegal skovhugst i de tropiske lande dramatisk, mindske afskovning og opretholde rettighederne for indfødte befolkningerne i de områder, hvor tømmeret kommer fra,” siger Lasse Juul-Olsen, der er programleder for Mekong i WWF Verdensnaturfonden.
Det europæiske miljøudvalgs beslutning er ifølge WWF en nødvendig stramning af Europakommissionens nye lovforslag, der skal forhindre import af ulovligt tømmer til EU.
Klarere retningslinjer til virksomheder
Lasse Juul-Olsen mener, at stramningen vil tydeliggøre, hvilke krav virksomhederne skal leve op til, når de handler med træ, og hvad sanktionerne er for at bryde reglerne.
”Det nye forslag giver klare retningslinjer til virksomheder, der handler med tømmer, for hvad de skal gøre for at bevise, at deres træ er bæredygtigt. Og for de virksomheder, der bliver ved med at handle med illegalt tømmer, bliver konksekvenserne mere tydelige. Heldigvis har mange virksomheder allerede gjort meget for at få illegalt tømmer væk fra det europæiske marked”.
EU anslår, at mellem 20 og 40 procent af det tømmer, som anvendes til industriproduktion globalt stammer fra illegal skovhugst.
Strenge straffe
Virksomheder, som køber eller sælger illegalt træ kan se frem til hårde tider. Parlamentets miljøudvalg har besluttet, at de nationale myndigheder skal have mulighed for at beslaglægge illegalt træ, give bøder til de pågældende virksomheder og sågar lukke virksomheder, der begår grove lovovertrædelser. Miljøudvalgets beslutning lægger op til bøder svarende til det femdobbelte af værdien af det illegale træ.
Den nye tømmerlov skal til afstemning den 23. april i Europaparlamentet og i juni måned hos EU's landbrugsministre.
Kilde: WWF og Mongabay
