STARK

Byggecenterkæden STARK har i september gennemført en undersøgelse om bæredygtighed blandt 1843 professionelle håndværkere fra hele landet. Undersøgelsen giver bud på de udfordringer og muligheder, som byggefirmaerne efter egne udsagn står med, når det gælder bæredygtigt byggeri. Den administrerende direktør i STARK, Britta K. Stenholt, fortæller om undersøgelsen:

”Med undersøgelsen ønsker vi at give et aktuelt indblik i, hvordan virkeligheden faktisk tager sig ud, set fra de små og mellemstore håndværksvirksomheders synsvinkel. På den måde kan vi nemmere identificere udfordringer og muligheder, så vi sammen kan finde de løsninger, der skal til for at skabe en bæredygtig udvikling, som gavner alle led i værdikæden.”

Bæredygtighed i byggeri vinder frem
STARK’s undersøgelse viser en markant udvikling i håndværkernes overordnede holdning til bæredygtighed. I år er over 60 procent positivt stemt over for bæredygtighed i byggeri, mens det kun var 35 procent i 2017. Ifølge STARK kan én af årsagerne være den øgede kommunikation til håndværkerne om bæredygtighed. Hos STARK har de det forgangne år sat ekstra fokus på vigtigheden af at kommunikere bæredygtighed i øjenhøjde med de udførende. Britta K. Stenholt fortæller:

”En af de største barrierer for håndværkerne er manglende viden om bæredygtighed. Derfor er det vigtigt, at regler og krav formidles, så de giver mening ude på byggepladserne, ligesom det generelt skal være nemmere at bygge bæredygtigt. Der er med andre ord nok at tage fat på, og vi vil derfor fortsætte med at sætte fokus på, hvordan vi kan gøre bæredygtighed mere tilgængeligt og mindre besværligt for håndværkerne.”

Manglende viden er en udfordring
Deltagerne i STARKs undersøgelse mener, at manglende viden er den største udfordring i forhold til bæredygtigt byggeri. I 2018 ser 45,6 procent af deltagerne det som en udfordring, sammenlignet med 59 procent i 2017, så håndværkerne er blevet mere informeret gennem det sidste år. I undersøgelsen er deltagerne også blevet spurgt om, hvilken viden omkring bæredygtighed de ønsker at få mere om. Her svarer 66,3 procent af deltagerne at de ønsker at vide mere om valget af bæredygtige materialer, og 47,7 procent ønsker at vide mere om udbyttet.

Morten Brodde, rådgiver og Relation Manager i FSC Danmark, udtaler om undersøgelsens resultater:

"Jeg hæfter mig ved, at håndværkerne ser mere positivt på bæredygtighed. Det skyldes helt sikkert, at byggeriets mange aktører er begyndt at tale om bæredygtighed i øjenhøjde med dem gennem forskellige tiltag og viser, hvordan de kan bidrage til bæredygtigt byggeri. Eksempelvis kan vi se, at flere af de professionelle byggecentre har lavet målrettet kommunikation omkring certificeret træ og bæredygtigt byggeri til de udførende - det skal de have stor ros for."

Undervisningsmateriale fra FSC Danmark
FSC Danmark forsøger som andre i byggeriet at gøre noget ved den manglende viden, som håndværkere udtrykker. FSC Danmark har derfor udarbejdet undervisningsmateriale med dertilhørende cases og arbejdsopgaver, der primært henvender sig til landets tømrer- og bygningskonstruktøruddannelser.

Materialet giver viden om krav til træ, bæredygtighed, certificeringer og træs egenskaber. Alt sammen med udgangspunkt i teoretisk viden og lavpraktiske cases.

Hent FSC Danmarks undervisningsmateriale her.

Kilde: STARK